STØVRING: Stubhuset summede, forventnings glæde og positive stemning fyldte huset fredag aften. Publikum snakkede og lo. Alle var parate til en aften med The Searches, parate til musikken fra dengang. Et genhør med massevis af hits og et tilbageblik på tiden, der forsvandt og som oftest er lysest at se tilbage på i bakspejlet.
Koncerten gik i gang og musikken kom ud over scenekanten lige fra start, publikum var meget parate og ligeså var the Seachers. Gruppen består af John McNally (12-strings guitar) Frank Allen (bass og forreste mand) Scott Ottaway på trommer og Spencer James på guitar. Et ualmindelig veloplagt orkester gav den gas lige fra start til slut.
Det blev en perlerække af hits ”Sweets for my sweet, Hey Mr. Tamburine Man, Kisses Are Sweeter Than Wine, Do Run Run,”. Det var helt tydeligt, at publikum havde svært ved at sidde stille på stolene og ikke ret langt inde i koncerten stod en del af publikum op. Frank Allen fortalte, at det var et stort ansvar at være en levende legende, men de ville gøre, hvad de kunne for at leve op til dette selv om de jo var ved at være oppe i årene. Stifteren af gruppen John McNally fylder 70 år i år og Frank Allen følger hastigt med om to år. Den energi, den udstråling og den lyst, der lyste ud af dem og resten af bandet var simpelthen imponerende. De har bestemt gjort deres for at sætte musikalske aftryk på tiden op igennem 60’erne og 70’erne, og de kan stadig holde liv i alle deres numre fra dengang. De fleste af the Searchers tekster er jo evig gyldige, det romantiske hjørne eller det hjørne, hvor man skal videre fra. Nummeret ”Dont Throw Your Love Away” dækker ret godt. Hold fast, lev dine drømme. Der er plads til det hele, så hvis du vil, så kan meget lade sig gøre. Efter pausen startede det med fuld gas igen. ”Twist And Shout”, rigtig mange dansede mellem stolerækkerne og koncerten var tilbage igen. Spencer James gav heldigvis sin fortolkning af ”The Rose”, en ualmindelig smuk version, hvor man bare ikke kunne andet end at læne sig tilbage og nyde, dels den pragtfulde stemme og dels den formidable tekst, -meget meget smukt. Herefter var der stående applaus, hvilket var meget fortjent.
Der blev leveret hit efter hit og publikums begejstring ville da heller ingen ende tage, da afslutningen nærmede sig. Det var også tydeligt, at gruppen ikke havde regnet med at skulle levere så mange ekstra numre som der blev leveret. Inden den lange række af ekstra numre satte i gang, fik vi deres måske allermest velkendte succes ”Neddles And Pins”. Det var en stor oplevelse at gense the Searches i Stubhuset og gruppen gav klart udtryk for, at de meget gerne ville spille igen, hvis det var muligt, og jeg kan på rigtig manges vegne give opfordringen videre, lad dem komme igen. Det var en forrygende dejlig aften som fortjener at blive delt igen, med en gruppe, der ikke har mistet jordforbindelsen.
Selvom the Searchers nu har eksisteret som orkester i knap 50 år, har så mange koncerter i bagagen, fik vi på intet tidspunkt den følelse af at dette bare var en koncert i rækken. Denne koncert var tilegnet publikum i Stubhuset til denne fredag aften. Det er der stor respekt for. Tak for en dejlig koncert, kom igen, den skal deles..
PFG