- Onsdag, 6. maj 2015
Det er med stor fornøjelse, den danske filmbranche for syvende år i træk inviterer alle, der fylder 10 år i 2015.
SKØRPING: Baggrunden for dette tiltag er naturligvis, at filmbranchen ønsker alle danske børn stifter bekendtskab med underholdning og holdning på det store lærred. Ikke alle danske børn når at få denne oplevelse fra barnsben, og det ønsker branchen at råde bod på.
Hvem husker ikke den første biografoplevelse? Spændingen i maven på vej mod biografen, koncentrationen mens plakater og fotos iagttages i biografens udstilling, utålmodigheden i køen til billetkontoret, trængslen i biografens foyer, indkøb af passende mængder søde sager, forventningens glæde mens pladserne i salen findes, og højdepunktet når biografens fortæppe langsomt går til side og de første billeder toner frem, mens lyset i salen sænkes, og man langsomt lader sig indhylle af biograffilmens magi.
Intet barn bør snydes for denne oplevelse, som samtidig danner grundlag for barnets biografvaner resten af livet.
Der er al mulig grund til at benyttet sig at dette årlige tilbud. Dit barn vil elske dig for det. Og samtidig får du mulighed for at iagttage dit barn med åben mund og polypper indtage og lade sig rive med af filmens magiske verden.

