Ja, det kunne man jo godt spørge sig selv om, men det er bare et situationsbillede fra et sjovt øjeblik på en øve aften i Stubhusrevyen.

Der bliver grinet meget på en øveaften i Stubhusreyen...

STØVRING: Humøret er højt, og lattermusklerne bliver flittigt brugt når holdet bag revyen samles for at øve sketch og sang til dette års revy.
Hvad der bliver at grine af, må publikum vente med at se til uge 10, når revyen igen skal spille i Stubhuset i Støvring.
Holdet vil dog godt løfte sløret lidt for hvad man kan vente sig. Man kan bl.a. se eller gense hønsene, som har en masse at kagle om, for der er jo sket en del ændringer i bybilledet siden sidste års revy.
Som det fremgår af titlen i år, er der også et indslag om hvor toget skal holde. Bliver det i Skørping eller Støvring eller måske begge steder - ja, det har revyen også tænkt over.
Selvfølgelig får man også royalt besøg, og i år er Prinsgemalen igen klar til at indtage scenen efter et års pause. Leif Bach var ikke med som skuespiller sidste år, og derfor måtte man undvære prinsen, men nu er Leif igen klar til at spille sin mangeårige rolle som prins Henrik.
Det er bare noget af det man kan glæde sig at få et godt grin over i Stubhusrevyen 2015.
Mange af de gæster der var med til festaftnen sidste år udtalte, at hvis det blev det samme orkester der skulle spille igen i år, var de bare klar til at komme lørdag aften. Derfor er det en stor glæde, at vi igen kan præsentere festorkesteret Prins Felix Og Kongehuset, der spiller op til dans umiddelbart efter at revyen har forladt scenen, så der bliver rig mulighed for at få sig en dans eller to siger Conny Blicher.
- Forberedelserne til afviklingen af revyen er i fuld gang, og som de fleste sikkert vil se når de kommer rundt i byen, har revyholdet været på rundtur i Støvring og omegn for at omdele foldere med oplysninger om spilletider, og med en flot præsentation af revyens sponsorer. Det er en stor glæde for revyen at møde opbakning og positive tilkendegivelser fra vore sponsorer, og det vil vi gerne belønne ved at præsentere dem alle i den omdelte folder, siger revydirektør Conny Blicher, for uden alle disse sponsorer og deres støtte var det ikke muligt at lave revy år efter år.
- Sidste år modtog Stubhusrevyen LO-Rebild Prisen, hvilket var en stor glæde for hele holdet. Det er en af de ting, som gør at man som frivillig får lyst til endnu engang at tage fat og sørge for, at man i Støvring kan samles om revyen - og få det man kommer efter, nemlig et godt grin, siger en stolt revydirektør.
Billetsalget er rigtig godt i gang, men der kan stadig købes billetter til  forestillingerne den 5., 6., 7., og 8. marts i Stubhuset eller på Billetnet.


e-max.it: your social media marketing partner