Ø. HORNUM: 2. turneringskamp for U10 blev spillet i søndags. Denne gang kom Visse IF på besøg i Øster Hornum hallen. Øster Hornum stillede kun lige med seks spillere, så allerede inden kampstart var spillerne klar over, at det blev en hård kamp med fuld spilletid.
Efter kun 30 sekunders spil bragte Lucas Dahlqvist med et flot hopskud Øster Hornum foran med 1-0. Dette viste sig desværre at være første men også sidste gang i løbet af kampen, at Øster Hornum var foran.
Visse kom med lyn og torden, og Øster Hornum-spillerne var ikke helt klar til at tage ordentligt fat i forsvaret. På trods af ellers flotte redninger i målet af Mathias Meyer, var pausestillingen 8-2 i Visses favør.
Kampens resultat blev 17-3 til Visse. Selvom Øster  Hornum tog lidt mere ved i forsvaret i 2. halvleg, mistede hjemmeholdet en del bolde i angrebet, hvor Visse fik scoret nogle nemme kontra mål. Øster Hornum var ellers rigtig gode til at løbe hjem, når de havde mistet bolden, og der var da også flere gange, hvor Visse blev hentet i kontraen. Men manglen på udskiftere kom især til udtryk de sidste fem minutter af kampen, hvor man godt kunne se, at spillerne var ved at være trætte.
U10 skal først spille kamp den 4. marts igen, så der bliver rig mulighed for at få trænet noget forsvar de næstkommende træninger ☺
Målscorere: Lucas Dahlqvist 1, Mia Hedemann 1, Sebastian Andersen 1. Derudover skal nævnes Marcus Schmidt, som lavede et par flotte assist til to af målene.


e-max.it: your social media marketing partner