- Onsdag, 7. november 2012

Der er masser af udfordringer, når en lønmodtager skal beslutte sig til at skabe sin indkomst i sin egen virksomhed. Hvor skal man gå hen og hvem skal man spørge til råds? De tre kommuner i Aalborg Samarbejdet, Rebild, Jammerbugt og Aalborg har en årelang erfaring med at motivere så mange så muligt til at starte egen virksomhed.
- Men vi vil meget gerne have endnu flere i gang og for at anspore til at gøre ideen til virkelighed, inviterer erhvervskontorerne i kommunerne alle til at komme til en gratis iværksætteraften i Aalborg Kongres og Kultur Center, fortæller fungerende borgmester i Aalborg, Thomas Kastrup Larsen. Han sidder sammen med de to øvrige borgmestre i Aalborg Samarbejdets bestyrelse.
Iværksætteraftenen finder sted tirsdag 13. november i forbindelse med den landsdækkende kampagne i uge 46. Bag den årligt tilbagevendende begivenhed står Erhvervs- og Vækstministeriet i samarbejde med 30 offentlige og private organisationer rundt om i landet. Kampagnen er i øvrigt en del af den internationale Global Entrepreneurship Week med 40.000 events i over 100 lande.
- I Aalborgområdet har vi gennem flere år med stor succes afviklet dette store fællesarrangement for de kommende selvstændige erhvervsdrivende i uge 46, og mon ikke vi kan blive flere end sidste år, hvor 350 havde fundet vej til Aalborg Kongres og Kultur Center, forklarer koordinator Pia Jakobsen fra Aalborg Samarbejdets sekretariat.
Der er et afvekslende program for aftenen med oplæg fra såvel rådgivere som iværksættere samt et stort inspirerende rådgivermarked.
- Overskriften for de selvstændige, der i løbet af aftenen vil fortælle deres historie, er: Sådan gjorde vi – og vi har ikke fortrudt, fortæller Pia Jakobsen. Det har stor betydning for nye iværksættere at høre om andres erfaringer og ikke mindst udfordringer.
Hun anbefaler derudover alle til at benytte muligheden for at få en uformel snak med de fremmødte revisorer, advokater, banker, A-kasse, erhvervskonsulenter og mange andre. Denne aften er gode råd faktisk gratis. Og man må gerne komme, selv om man allerede har startet egen virksomhed. Arrangementet har politikernes fulde opbakning – specielt i en tid, hvor det kan være svært at finde beskæftigelse til alle.
- Vi - i de tre kommuner, Rebild, Jammerbugt og Aalborg - står sammen om at fremme alle gode ideer, der kan skabe job, udvikling og omsætning, så hermed er min opfordring til at komme til denne gratis iværksætterevent, fortæller Thomas Kastrup Larsen.
- Det gælder jo ikke kun om at komme i gang, det gælder om at komme godt i gang, så virksomheden kan overleve og på sigt vokse og forhåbentlig skabe en række nye, gode arbejdspladser.

