- Onsdag, 4. december 2013
Spar Nord Støvring tilbyder nu at veksle tomme julesokker til julesokker fyldt med gaver. Så er du mellem 0 og 10 år gammel, og ligger du inde med en tom julesok, så er det en god idé at besøge Spar Nord Støvring senest 9. december.
STØVRING: Julen nærmer sig med hastige skridt, men der er endnu lang tid til 24. december og den – ikke mindst for børnene – længe ventede gaveudpakning. Derfor tilbyder Spar Nord Støvring nu at forsøde ventetiden for både små og store i form af en omgang julesjov med bankens maskot Frønse.
- Helt konkret inviterer vi børn mellem 0 og 10 år til at aflevere en tom julesok her i vores bank i Støvring, og så veksler Frønse den til en fyldt julesok, som kan afventes 12. december, forklarer privatkundechef i Spar Nord Støvring Rasmus Nøhr.
Han oplyser, at julesokken skal være afleveret senest mandag 9. december, og at tilbuddet gælder alle fra 0-10 år uanset, om de er kunde i banken eller ej.
- Det her handler mest af alt om at markere julen, og om at lave et hyggeligt familiearrangement, hvor børnene er i centrum, så alle er velkomne, uddyber Rasmus Nøhr.
Bank omdannes til julelandskab
Rasmus Nøhr lover, at når børn og forældre møder op i banken 12. december, så vil de blive mødt af et noget anderledes banklokale end det, de er vant til at se.
- Vi omdanner simpelthen det meste af banken til et julelandskab, og så skifter vi lånedokumenter og kontoudskrifter ud med gløgg, æbleskiver og kager til børnene, siger Rasmus Nøhr.
Han tilføjer, at der også kommer en række udstillere, som vil præsentere og sælge julevarer for på den måde at bidrage til et julearrangement fyldt med oplevelser og hygge.
- Vi ved, at Frønse har forberedt en masse spændende ting til årets julesokker, og vi håber selvfølgelig, at rigtig mange kigger forbi med tomme julesokker og efterfølgende deltager i julearrangementet 12. december, lyder det afsluttende fra Rasmus Nøhr.

