- Onsdag, 9. februar 2011

Is og pandekager er altid et hit. Tilbage står lokalforeningen med masser af rugbrød, men ingen is...
STØVRING: Uanset om man kommer fra Japan – Danmark eller Mexico er pandekager og is velvalgt som dessert.
Det synes de 22 unge udvekslingsstudenter fra AFS Interkultur, som var samlet på Bavnebakkeskolen i Støvring denne weekend. AFS lokalforening stod for forplejningen, og der var smil og glæde hos alle, når der blev kaldt til mad.
I Danmark er vi meget gode til hygge, siger de, og til en hyggelig aften er maden også blevet en del af deres dagligliv hos de danske familier. Alle synes, at rugbrød er noget kedeligt noget, hvidt brød er bedre, men is og pandekager samler alle nationaliteter.
De unge fik set Mastrup søerne, og enkelte tog endda en kold dukkert. Mest af tiden blev brugt på at samle op på de indtryk og oplevelser, der nu har været en del af deres liv i de første 5 måneder her i Danmark. De fleste taler godt dansk, kender bustider og datoer på gymnasiefesterne. De har fået plads i familien og omtaler deres nye værtsfamilie som deres mor og far og holder af deres nye søskende – både små og store.
Snakken gik på dansk, spansk og engelsk – 4 frivillige ledere havde arrangeret opgaver og festlige indslag, så weekenden gik hurtigt. Dog var der igen problemer med alarm – måske AFS har en særlig kontakt til vagtcentralen. Fredag aften kl. 24.00 lød Bavnebakkeskolen som om, der var indbrud og ikke bare forskellige nationaliter på spil. Forhåbentlig blev naboerne ikke bekymrede – men de unge var dog lidt chokerede, og hele lørdagen var der en konstant hyletone på skolen, inden det lykkedes pedellen til aften at få alarmen afblæst.
Søndag eftermiddag tog de unge så igen hver deres vej med tog – bus eller blev afhentet af deres værtsfamilier, der mødtes og fik en snak om at have fået et nyt medlem i familien. Kulturforskelle - store og små – blev drøftet inden turen gik hjem.

