Så blev der taget hul på en ny, forrygende koncert-sæson i Stubhuset.

Ivan Pedersen. Foto: Karsten Frisk.

Første navn i Stubhusets efterårssæson, Sing Sing Sing.Foto: Karsten Frisk.

Sasha Dupont. Foto: Karsten Frisk.

STØVRING: Første navn på plakaten var en spændende sammensætning af musikere med meget stor og bred erfaring samlet i bandet Sing Sing Sing: Nina Forsberg på sang, lidt guitar og lidt rytme, Sasha Dupont på klaver – hentet ind helt fra hjemmet i Californien, Alex Nyborg Madsen på sang, Søren Jacobsen på guitar samt Ivan Pedersen på trommer og sang. Fem musikalske personligheder, der hver især har gjort det i mange andre band-konstellationer og i vidt forskellige musikalske sammenhænge.
Om dette er en anmeldelse, kan vel diskuteres – for når skribenten på forhånd er forudindtaget ved at være dybt forelsket i både Sasha Dupont og Alex Nyborg Madsen, ret lun på Ivan Pedersen, har et gammelt ”crush” på Nina Forsberg og temmelig hurtigt blev lun på Søren Jacobsen og hans guitar, så er objektiviteten så småt gået fløjten. En ”omtale” er måske en bedre angivelse. Dermed også antydet, at der på forhånd var høje forventninger til Sing Sing Sing.
Men blev forventningerne så indfriet? I store træk, ”ja”.
Som publikum – intelligent publikum iflg. Alex Nyborg Madsen, eftersom vi havde valgt ”Vild med Dans” og ”Husk lige tandbørsten” fra for at gå til koncert – blev vi guidet igennem en helt igennem hyggelig aften med masser af god musik og herlig ping-pong på scenen. Især Sasha Dupont var hurtig i replikken, når hun fx kærligt mobbede Ivan Pedersen med, at han var bandets ”Gammel Nok” og ”Onkel Forklar Mig Røv” - særligt da han kom til at springe i programmet. Men også når hun selvironisk kunne ”prale” med, at hendes underarme ikke er af silikone, men er ægte ”mormor-underarme”.
 Aftenens program bestod, efter to numre af egen komposition som start, af en række fortolkninger af  andres numre – spændende i stil fra blide gospel-agtige toner over regulær pop til guitarrock fra kunstnere og komponister som Bob Dylan, Elvis Presley, Fleetwood Mac, Bee Gees og Eric Clap-ton. Alt rammet ind i Sing Sing Sing-vellyd – såvel på sang som på instrumenter.
Selv siger bandet på deres hjemmeside, at med de sangerpersonligheder, de er, kunne man måske forvente en koncert med a capella sang, gospel eller i Manhattan Transfer-stil, men sådan ønsker de ikke, det skal være. Personligt (og derfor det førnævnte ”i store træk”) synes undertegnede, at det netop var her, de stod stærkest – når de nærmede sig det førnævnte. Altså, når de alle lagde harmo-nier på teksterne og ikke kun var ”ju-hu-opbakning” for én af de øvrige. Det var særlig vellyd, så gerne mere af det, tak!
Ellers må det siges, at det er lykkedes de – med egne ord – ”fem store egoer” og ”selvoptagne røv-huller” både at kunne finde plads til at vise hver deres eget værd samtidig med de beviser, det er en hamrende musikalsk enklave, hvor det hele smelter sammen og går op i én højere enhed, forskellig-heden til trods. Og eftersom de også har fået overbevist hinanden om, at det, at synge og spille i Sing Sing Sing, er noget af det fedeste, kan man vist roligt håbe på og forvente et gensyn.
HL.