- Tirsdag, 4. december 2012
Lørdag den 1. december var Støvringhallen for 14. gang rammen om Årets Julefrokost, og godt 850 gæster var igen i år på plads til denne traditionsrige julefest.

STØVRING: Dermed var der atter engang fuldt hus i hallen, og de mange mennesker, den gode atmosfære og det velorganiserede serveringspersonale, medvirkede til at gøre festen til noget helt specielt.
Dertil kom den lækre festmenu, der bestod af alt lige fra de traditionelle julelækkerier såsom sild, grønlangkål, hamburgerryg og kamsteg til de mere utraditionelle specialiteter fra Super Best i Støvring, så der var noget for enhver smag.
Årets julefrokost, der er arrangeret af Støvring Håndbold, levede fuldt op til de sidste 13 års succes’er og det skyldes ikke mindst det yderst veloplagte orkester Kandis, som atter var på plads i Støvringhallen. De gjorde med deres musikalske alsidighed aftenen til noget specielt, og dansegulvet sydede af aktivitet lige til det sidste nummer.
Allerede nu har man fra arrangørens side besluttet, at julefrokosten vil løbe af stablen igen næste år, og her bliver det igen Danmarks bedste danseorkester, Kandis, der står for den musikalske underholdning.

