Kinorevuen viser kvalitetsfilm med efterfølgende debat over et glas rødvin.

Højskolebios tre tovholdere fotograferet foran Kinorevuen i Skørping. Forrest står Laura Håkansson og bag hende ses Flemming Jensen (tv) og Erling Junker Holst.

Laura Håkansson – her fotograferet i Kinorevuens cafe med den folder, som fortæller om Højskolebio og de film, man skal se i den første sæson.

SKØRPING: Kinorevuen i Skørping har tirsdag den 13. oktober premiere på Højskolebio. Det er en helt ny måde at gå i biografen på. Man skal ikke kun se en kvalitetsfilm, man får også mulighed for bagefter at høre mere om den og deltage i en debat. Det sker i Pavillonen, hvor der også er ost og rødvin. Det er inkluderet i billetprisen. Aftenen slutter med en sang fra Højskolesangbogen.
- Alle kan komme i Højskolebio. Det kræver ingen særlige forudsætninger at deltage, kun lysten til at tænke over tingene, give sit besyv med og lytte til andre, siger Laura Håkansson, der er den ene af de tre tovholdere bag projektet. De to andre er Flemming Jensen og Erling Junker Holst.
- Højskolebio  inviterer til en frimodig debat om vor tids store spørgsmål og vor til alle tider gældende vilkår. Vi taler om alle de ting ingen kan eje, fordi alle har del i dem, så enhver kan komme og være med i samtalen.

Prisvindende film
Det er tanken, at hver sæson i Højskolebio skal have et tema. I den første sæson er overskriften Religion.
- De film, vi viser, sætter på hver deres måde troens anfægtelser og religionens rolle i vor tid til debat, siger Laura Håkansson.
Den første film bliver Idaaf den britiskbaserede, polske instruktør Pawel Pawlikowski.  Filmen er optaget i Polen.
Ida skildrer i betagende sort/hvide billeder og med underspillet drama historien om den unge novice Anna. Bedst som hun står over for at skulle afgive sine løfter i det kloster, hun siden sine børnehjemsdage har betragtet som sit hjem, indvies hun i en familiehemmelighed, der vender hendes tilværelse på hovedet. Anna får nemlig kontakt med sin eneste levende slægtning, tanten Wanda, der drikkende og kæderygende kan fortælle, at Anna i virkeligheden hedder Ida, er jøde, og at hendes forældre blev dræbt under nazisternes besættelse af Polen.
Ida har vundet flere fornemme priser, og de danske anmeldere har været begejstret.
- Så der er lagt op til en spændende aften, slutter Laura Håkansson.


e-max.it: your social media marketing partner