Den nye sæson starter med filmen om de to kendte danskeres venskab

Kinorevuens direktør Flemming Jensen (øverst) og Seniorbiografens leder, Erling Junker Holst hjælper, hinanden med at hænge den store plakat om ”Spies og Glistrup” op ved Kinorevuen.

Seniorbiografen i Skørping starter sæsonen torsdag den 19. september, og det bliver med den nye danske film ”Spies og Glistrup”.
Simon Spies og Mogens Glistrup var venner. De var begge lynende intelligente, men også meget specielle. Man kedede sig aldrig i deres selskab.
Filmen er ifølge anmelderne særdeles underholdende.
- Vi tror, at den vil trække fuldt hus, siger Seniorbiografens leder Erling Junker Holst.
Torsdag den 3. oktober vises thrilleren ”Kvinden i buret”, som er en filmatisering af Jussi Adler Olsens roman om den uortodokse og desillusionerede vicekriminalkommissær Carl Mørck. Nikolaj Lie Kaas har hovedrollen som Carl Mørck, og ifølge anmelderne gør han det fremragende.
Torsdag den 17. oktober vises ”Blue Jasmine” med Cate Blanchett, Alec Baldwin og Sally Hawkins. Filmen fortæller om Jasmine, som lever et liv i sus og dus i New Yorks snobbede overklasse. Men hendes verden bryder sammen, da hendes mand afsløres som svindler. Pludselig har hun hverken mand eller penge. Hun skal i gang med at starte et helt nyt liv.

Seniorbiografen har gjort et kup
Onsdag den 30. oktober har Seniorbiografen gjort et kup, mener Erling Junker Holst. Den dag viser man den meget roste dokumentarfilm ”Tangentspilleren”, men man får også besøg af ham!
”Tangentspilleren” handler om musikgeniet Kristian Marius Andersen, som lider af Asperges Syndrom. Han har svært ved at få  sin hverdag til at hænge sammen. Hans talent for musik bliver opdaget af Herning Kirkes kantor Mads Bille. Med hans støtte får Kristian gang i en musikkarriere. Han kommer på Det Jyske Musikkonservatorium og bliver færdiguddannet i 2010. Hans debutkoncert får anmelderne helt op af stolene.
Det tog fem år at lave dokumentarfilmen, som skildrer Kristians liv med sygdom og musik.
- Vi har fået Mads Bille og Kristian til at komme til Skørping og fortælle deres meget bevægende, men  også livsbekræftende historie. Det sker i festsalen på Kulturstationen efter filmen. Og eftermiddagen slutter med, at Kristian giver koncert. Vi tror, det bliver en meget stor oplevelse, siger Erling Junker Holst.
På programmet i den nye sæson er også historien om Danmarks mest berømte hest, Tarok, og Laursen-familien, som stod bag den. ”Tarok” er instrueret af Anne-Grethe Bjarup Riis.


e-max.it: your social media marketing partner