- Onsdag, 13. juni 2012

FDF’ere fra FDF Suldrup og FDF Sønderup var i weekenden på Pilte Agent Skole.
FDF’ere fra FDF Suldrup og FDF Sønderup var i weekenden på Pilte Agent Skole, sammen med andre FDF’ere fra Midtjylland, Djursland og Himmerland, som viste sig at være meget nyttigt.
Selvom man går i 3-4 klasse kan man sagtens være en dygtig agent, med mange specielle evner. Det beviste 140 børn i aldersgruppen i weekenden på Lynghøj Efterskole oppe ved Støvring, da der blev afholdt PAS (Pilte Agent Skole) lejr.
Som optakt til lejren havde de ude i de tilknyttede kredse øvet sig i at snige, finde spor, lave gadgets, løse koder, skyde og at camouflagere sig.
På selve PAS lejren, var der mulighed for at blive en endnu bedre agent ved at gennemgå de forskellige fag på skolen, blandt andet forhindringsbane, og at finde fingreaftryk på et gerningssted. Som timerne gik blev udfordringerne større og sværer for agenterne, men de lærte til sidst også at snige sig forbi overvågningskamera, at gemme sig i naturen og den svære kunst at hoppe efter koder.
Lørdag aften var det tid til den store dimissionsfest, hvor alle agenterne skulle hyldes, men det forfærdelige skete at forstanderen på skolen forsvandt og nu skulle eleverne (piltene) ud og bevise deres agent værd igennem en masse strabadser. Forstanderen blev fundet, men med en bombe om benet, dog lykkedes det agenterne at afmontere bomben og bringe forstanderen i sikkerhed.
Skolens professor blev sat på sagen og om søndagen skulle agenterne finde ud af hvem der havde gjort det og hvorfor. Sammen fandt de ud af at det var nogle af lærerne på skolen, som arbejder undercover for et andet agentfirma, og som ville lukke skolen. Heldigvis lykkes det at fange dem og overdrage dem til FDF efterretnings tjenesten, som så tog sig af sagen.
Efter en vellykket mission og opklaring var det tid til at samle tankerne og der blev afholdt en gudstjeneste med fokus på agenter og mod. En god afslutning på en spændende weekend, hvor masser af talenter blev pudset af og venskaber skabt.

