- Onsdag, 19. februar 2014
Det nye ældreråd er kommet godt fra start og har afholdt to møder.
Rådet har konstitueret sig med formand Hanne-Grethe Christensen fra Suldrup og fem nye medlemmer. Man har udfærdiget mødekalender og foreløbig planlægning for året.
Man vil holde møder på alle ældrecentre for at få et indtryk af dem og opleve forskellene. Man vil også gerne smage maden, tale med lederne og personalet.
Ældrerådet har svaret på nogle høringer vedr. status på selvtræning på ældrecentrene, og man finder, at afstanden fra den østlige del af kommunen til Skørping er for stor. Der bør være et selvtræningsrum i Terndrup eller Bælum. Endvidere mener man, at lokalerne til selvtræning i Støvring er små.
Rådet har fordelt sig i otte arbejdsgrupper vedr. fremtidens senior- og handicapservice. Det er et område, som alle forventer sig meget af, og som løber af stablen i foråret. På det sidste møde var man på Teglgårdminde. Her så man hele huset og havde et godt møde.
Rådet har aftalt dialogmøde med det nye sundhedsudvalg og ser frem til mødet.
Der er udfærdiget årsberetning 2013.
På ældrerådets vegne:
Torben Andersen

