- Tirsdag, 3. januar 2012

Ældre Sagens træningstilbud er en stor succes.

Foto: Bjarne Korsgaard.
SULDRUP: Ældre Sagens motionstilbud i IK Frems træningscenter i Suldrup har haft overvældende tilslutning.
Ca. 50 personer har oplevet, at det er sjovt og vigtigt at være fysisk aktiv - og det er ikke for sent at gå i gang med at motionere. På længere sigt kan det betyde, at hverdagen med gøremål som fx indkøb, rengøring, havearbejde bliver lettere.
Sveddryppende motion på de effektive maskiner og redskaber er sunde udfordringer for deltagerne.
Det drejer sig ikke bare om at pukle løs, men om de rigtige øvelser for den rigtige person på det rigtige redskab. Derfor har Ældre Sagen og Sund Rebild kommune suppleret det gode tilbud med vejledning fra fysioterapeut Trine Janerka Kassov, som har gennemgået maskinerne og givet gode råd på en imødekommende og kompetent måde. Trine Janerka Kassov fortalte, at styrketræning forebygger fald og understregede, at vejrtrækningen under øvelserne er vigtig. I forbindelse med rygøvelser er det væsentligt at suge maven ind og spænde bækkenbunden, - ellers belastes de indre organer unødigt. Og en stærk ryg er lig med en flad(ere) mave! Muskelstyrken i ryg, ben og mave spiller en stor rolle for balancen. Trine Janerka Kassov viste os øvelser med bolden, som også styrker balancen og tilbød mulighed for individuel vejledning.
Men det skal ikke bare være sundt, - det skal også være sjovt! Socialt samvær i hyggelig atmosfære hører med. Humoren trives i bedste velgående, når to medlemmer tramper i takt på de to motionscykler. Mere eller mindre fornøjelige kommentarer følger anstrengelserne på maskinerne, så lattermusklerne også bliver rørt.
Ældre Sagens træningstilbud fortsætter i 2012, og der er masser af bonus at hente både fysisk og psykisk.
Anette Fausing Thomsen,
Ældre Sagen i Rebild.

