- Onsdag, 10. august 2011
Et godt stykke fra alfarvej - og alligevel centralt placeret har postnummer-området 9240 fået en ny spændende butik: Tirsdag den 2. august åbnede ”Hastrup Interiør” som har til huse i en lade på en nedlagt landejendom midtvejs mellem Sønderholm og Vokslev, - genbo til Sønderholm Plantage.
Susanne Hastrup er indehaver og selvom butikken er helt ny er det en pige med flere års erfaring med butiksdrift. Hun har været selvstændig i 30 år - blandt andet i det kendte ”Galleri Baghuset” i Nørregade i Aalborg. Oprindelig er hun uddannet frisør.
Det kreative drager hende i den grad, at hun nu har åbnet butikken ”Hastrup Interiør” på Tårupvej - ikke så mange kilometer fra Frejlev, hvorfra hun og ægtemanden tidligere har boet i en årrække. I dag bor de i Nørresundby, - og dette er da også én af årsagerne til at Susanne fik lyst til at åbne butikken, som samtidig kommer til at fungere som en slags kunst-udstilling. Susanne uddyber: Lejligheden vi bor i er ikke så stor - forretningen vi havde i Aalborg var heller ikke særligt stor, men med masser af varer stuvet sammen på hylderne. Her i den nye forretning er der masser af plads - ca. 300 kvadratmeter - og varerne kommer virkelig til sin ret, når de udstilles med masser af plads og luft omkring.
”Hastrup Interiør” indeholder i første omgang unikke havemøbler fra ”Villa Home & Garden”, hængekøjer, parasoller m.m. fra ”Fat Boy”, brugskunst, samt glas- og keramik fra den lokale kunstner Lena Gade, som har ”Nihøje Glas og Keramik” ved Øster Hornum. Men det er tanken, at sortimentet skal udvikle sig i takt med tiden, så man hele tiden kan finde nyt i butikken, som passer ind i den aktuelle trend.
”Hastrup Interiør” ligger måske ikke lige der, hvor man kommer forbi hver dag - men det er en interessant og anderledes butik/udstilling, som er køreturen værd, og på lørdag fejrer Susanne åbningen ved at holde fernisering, hvor Lena Gade fra ”Nihøje Glas og Keramik” samt Helle Fog fra ”Villa Home & Garden” også vil være til stede.

