- Onsdag, 24. september 2014
Nu har Øster Hornum Børneunivers fået børnehave og skole samlet under fælles tag i nye dejlige rammer. Så mangler vi bare, at arealerne omkring Børneuniverset også bliver lækre og indbydende.
Ø. HORNUM: Men hvorfor nøjes med at gøre dem indbydende for børneuniversets børn? Imens byggerier af nye lokaler til børnehaven og renovering af indskolingens lokaler stod på, var 0. klasse genhuset på Birkehøj. Dette generationsmøde var til stor glæde for både børnene og Birkehøjs beboere. Deraf udsprang ideen om, at lave de mange kvadratmeter, der er omkring børneuniverset, til et område, der kan være til glæde og gavn, for både små og store børn, unge, voksne og ældre i Byen. Vi har valgt at kalde området Frirummet – hvor generationer mødes.
Derfor er en lille gruppe i gang med at søge midler til at gøre arealerne omkring børneuniverset indbydende, tidssvarende og let tilgængelige for alle byens borgere.
For at gøre projektet overskueligt, har man valgt at dele det op i flere etaper. Første etape bliver at gøre området bag skolen og ældreboligerne ved Birkehøj klar til brug, samt lave området neden for cykelstien bag Degnevang sikkert for byens børn at lege på.
På området imellem Børneuniverset og Birkehøj vil der blive etableret bakker og volde, der skaber læ og mulighed for motorisk udfoldelse på alle årstider. Buskadserne i området vil i nogen grad blive bevaret, der vil blive etableret gyngestativ, klatreområder, stor sandkasse, bålhytte og en mindre sansehave. Der vil også blive etableret gang- og cykelsti hele vejen rundt om og igennem området.
I senere etaper tænkes det, at skolegården foran skolen bliver renoveret med nyt asfalt, bakker og læringsarealer i gummiunderlag, parkourstativ, område med frit tilgængelige fitnessredskaber o.l., et område der tager udgangspunkt i tanker om læring i bevægelse, sundhed og bymiljø.
Første etape er allerede på nuværende tidspunkt finansieret, bl.a. med hjælp fra kommunen og fritidskonsulent og fundraiser Dorte Møller.
Nu håber man på masser af frivillig opbakning fra byens borgere, til at få flyttet jordbunker, og anlagt stier, så man kan blive klar til at etablere legeredskaber i løbet af efteråret.

