Iværksætteruddannelsen begynder i Støvring onsdag 11. september

Jette Rasmussen, direktør for Infolink Kurser, er en af de mange eksperter, som kursisterne møder.

- Min virksomhed var slet ikke blevet til det, den er i dag, hvis jeg ikke havde taget iværksætteruddannelsen. Det var kanongodt. Jeg kunne altid få svar på det, jeg gik og tumlede med, og jeg blev hele tiden holdt fast på det, som er vigtigt at arbejde med, når man begynder som selvstændig, siger Lisbeth Gade, indehaver af Gadekøkkenet med en halv snes ansatte i Biersted ved Aabybro.
Syv onsdag aftner, første aften er onsdag 11. september, begynder et nyt hold i Støvring på adressen Business Park Nord. Kurset henvender sig til folk, som har besluttet eller overvejer at blive selvstændige.

Bæredygtige ideer
- Det gode ved kurset er, at deltagerne finder ud af, om deres ideer er bæredygtige. Det var min ikke, så jeg skulle ikke være selvstændig. Alligevel blev jeg inspireret og begyndte at tænke anderledes. Jeg tænkte på mig selv som firma, og nu er jeg gået i gang med en ny idé, siger Helle Rosborg, Nørholm, og tilføjer:
- Det, der især er godt ved kurset, er, at vi kommer hele vejen rundt om det, som en iværksætter har brug for, og det er helt i orden at finde ud af, at man ikke skal være selvstændig. Dermed spares kursisten både for et nederlag og økonomisk ruin.
Kurset ledes af Mie Bendsen, som selv er selvstændig, så hun ved, hvad hun taler om. Desuden kommer kursisterne i kontakt med en række oplægsholdere, som fortæller om de ting, en iværksætter skal være opmærksom på inden for eksempelvis, jura, økonomi, salg, markedsføring, moms og skat m.m.

Brugbare input
- Det bedste ved kurset er den mangfoldighed af eksperter, der kommer med gode og brugbare input. Der er altid noget, der kan bruges, siger kaffeimportør Asbjørn Børgaard, Aalborg, der også roser kurset for at bibringe gode redskaber og viden om livet som selvstændig.


e-max.it: your social media marketing partner