Af: Af Dorthe Skjødt og Henrik Heindorff Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Eleverne i 0. årgang var spændte på deres første skoledag.

De nye 0. årgangs elever skulle selvfølgelig fotograferes af forældrene.

Formanden for Suldrup Skoles Venner, Erling Trads kiggede forbi på første skoledag.

SULDRUP: Første skoledag, mandag den 11. august, bød på velkomst ved skoleleder Marianne Nielsen til alle elever og forældre i den store aula. Herefter var der ”almindelig” skoledag efter skemaet. Helt almindelig kan man måske ikke kalde det, da alle skoler dette skoleår går ind i år 1 med skolereformen som ramme for planlægningen og udførelsen af arbejdet med læring og trivsel for alle elever.

De 41 elever til 0. årgang var nok mest spændte, selv om de kender skolen fra mini-SFO i foråret. Her var mange forældrene også mødt op for at være med til at give deres barn den gode start på skolelivet. 

Der blev fotograferet og da eleverne skulle være alene (uden forældre) i klassen sammen med de voksne på skolen, fik forældrene en kop kaffe og mulighed for at møde Suldrup Skoles Venner i form af formand Erling Trads, der fortalte om foreningen og muligheden for at tegne medlemskaber. Suldrup Skoles Venner har også planer om at være med til at skyde reformen i gang med et projekt, fortalte Erling Trads. 

Desuden var der åbning af den nye SFO 2, hvor skolens to nye undervisningsassistenter/aktivitetsmedarbejder Mette Thomsen og Karina Raunsmed tog imod eleverne på 4.-6. årgang. Den nye klub har fået navnet Klub Underground efter en konkurrence blandt eleverne. Mette og Karina er begge pædagoger og skal være med i såvel undervisningsdelen og fritidsdelen på skolen.

Skolen kunne yderlige byde velkommen til nye lærere og en pædagogmedhjælper til indskolingen, så man er klar til, at der er kommet flere elever og den nye skolehverdag med nye opgaver. 

 


e-max.it: your social media marketing partner