At flytte til den lille landsby Guldbæk uden for Aalborg har givet mig et usædvanlig kig ind i fremtiden. Guldklumpen Børnehave og Vuggestue, der ligger sammen med Guldbæk Friskole, er et levende laboratorium for den fremtid forskerne skitserer for os alle. Fremtidsforsker Anne Skare fra Future Navigator har tegnet et billede af fremtidens skole. Forældre og institutioner udstyrer bedst børn til at indgå i fremtidens samfund ved at lære dem at kunne noget - selv.
Børn skal i fremtidens samfund blive dygtige, dvs. de skal lære noget af hinanden, de skal lære sig selv at kende, og med det kendskab skal de give den viden videre og dygtiggøre sig til at gøre det, de hver især viser sig at være bedst til. Børnene behøver rammer og skal motiveres til at øve sig igen og igen på netop at indgå dedikeret i samfundet. Børn skal i fremtiden blive dygtigere til at indgå i relationer med andre mennesker, for fremtiden kræver, at vi prioriterer at blive bedre til at hjælpe hinanden, hvis nu der ikke bliver råd til at betale sig fra serviceydelser osv., som vi har været vant til, at staten tog sig af.
Dygtighed og sammenhold bliver de vigtigste principper i fremtiden, ifølge fremtidsforskerne. På mange måder bliver fremtiden som landsbysamfundet vi kender fra gamle dage, bortset fra at rollerne i gamle dage var fast fordelt. Alle vidste, hvem smeden var, når man skulle have skoet hesten, og man behøvede ikke fare vildt for at finde ham. Man skal altså blive god til at bidrage med noget af det, man kan, som andre kan bruge. Teknik, metode og vedholdenhed er nøgleordene.

Tilbage til Guldbæk og Guldklumpen Børnehave og kommende Vuggestue. Det starter nemlig allerede i vuggestuen og børnehaven, at børn lærer at oversætte deres måde at forstå tingene på, så man får lov til at være den, man er. Jeg oplever, at i Guldklumpen, skal børn selv finde ud af tingene. Det kræver vedholdenhed at lave perleplader, binde snørebånd, trække i flyverdragten, gå på tur, lave mad over bål og besøge Katbakken selv i regnvejr. I Guldklumpen bliver børnene opmuntret til at blive ved og ved med at øve sig.
Det er, som om pædagogerne og medhjælperne helt har afskaffet servicering, mens de kærligt støtter aktivering. Servicering bliver fra dag 1 til aktivering. Første skridt bliver hermed taget ind i det aktive fællesskab. Jeg har oplevet og set, at børnene i løbet af meget kort tid bliver meget bedre til mange ting, og at de finder ud af det sammen. Aldrig har jeg oplevet et så dedikeret fællesskab.
De voksne lærer børnene at blive aktive i deres eget liv allerede som helt små. Det sker samtidig med en social læring, hvor de gennem samtaler og fællessamlinger taler om planer for den nærmeste fremtid, hvor det er børnene, der opmuntres til at fortælle hinanden, hvordan man gør, og hvordan man helst skal gøre, så man hjælper hinanden bedst. Børnene diskuterer, hvordan man er en god kammerat. Børnene opmuntres til at tænke højt og til at reflektere aktivt sammen. Større børn fra Guldbæk Friskole underviser ofte børnehavebørnene.
Jeg husker en af mine store oplevelser, der var turen til Silkeborg, hvor vi skulle ned for at se Grauballemanden. Hele børnehaven og skolen var med. Vi var nye i børnehaven og mit øje var naturligvis på de små. Hurtigt opdagede jeg til min overraskelse, at det var de større børns også, de gik helt af sig selv hen og satte sig med de små og hjalp dem. De agerede som dygtige i den forstand, at de drog omsorg af princip. De var så gode til at indgå i fællesskabet. Alle læringsteorier viser jo, at man lærer bedst ved at lære fra sig. Aktivering skal således forstås som noget, der sker hele vejen rundt i friskole-, og vuggestue/børnehavekulturen. Det er ikke ikke blot et pædagogisk princip, men noget alle gør. Børnehavebørnene lærer af de større børn. Man lærer at blive del af et fællesskab.
De små mennesker viser sig som overskudsmennesker og frigør deres potentialer sammen med andre børn. Det er fantastisk at være vidne til, hvordan børn lærer andre børn at blive dygtige. Børnene udviser et naturligt overskud. Det er social kapital, der vil noget.
Den kultur, der trives i Friskolen og Guldklumpen er unik. Forældregruppen er aktiv. Bondemanden kommer forbi og inviterer børnene indenfor. Årets cyklus på Vingården indgår fra spiring til høst, og børnene virker glade og stærke, mens de lærer at klare sig og viser de yngre, hvordan man drager naturlig omsorg.
Alle i lokalsamfundet bidrager til bygning af ny børnehave og vuggestue. Jeg er overvældet, som tilflytter, og begejstret over at se, hvordan en lille børnehave i et landsbysamfund kan indeholde et helt samfund og samtidig er så meget på forkant, at børnehaven er et billede på den fremtid, som fremtidsforskerne ønsker sig.