AARESTRUP: I Aarestrup har man genoplivet en gammel fastelavnstradition. Der er et optog, bestående af hestevogne og ryttere, samt raslebørn og frivillige hjælpere, der tager på tur igennem byen og ud til de omkringliggende gårde.
Præstegården er samlingsstedet, hvorfra optoget tog ud på ruten. Sognepræst Svend Shultz Hansen tog godt imod de mange fremmødte og beværtede dem med kaffe, varm cacao og rundstykker, samt en lille en til ganen, så stemmebåndene kunne blive smurt.
Initiativtager Annika Maria Hansen bød velkommen og takkede for den store opbakning og fremmøde af flere end 70 personer, der gør det muligt at gennemføre et sådant arrangement. Også dejligt at se elever fra St. Brøndum Rideklub, hvor det er 20 år siden hun underviste, at flere generationer blev samlet om denne hygge. Hun vidste at flere var nervøse for at ride i så stort et felt, med 30 ekvipager, så derfor opfordrede hun til at synge fastelavnssangen ekstra højt, da man ikke både kan synge og være nervøs samtidig.
Det gav et ekstra løft i fastelavnsoptoget, at der til front var Helge Olsens prægtige spand knapstruppere med glade raslebørn og voksne i, der skabte den rette stemning efterfulgt af Magnus Qvist og hans smukke enspand
Første stop på vejen var ved Jørn og Karen Qvist, her sørgede de og familien for alles ve og vel med varm kakao, kage gl. dansk, kaffe m.v. Dernæst gik turen til Himmerlandsbyen, hvor Kersten Bonnen og Christina Lund Sørensen tog imod i fælleshuset og beværtede deltagerne med kaffe, te, saftevand, shots og lækker kage. Optoget sluttede foran forsamlingshuset, hvor initiativtageren Annika Maria Hansen glædede sig over, at fastelavnsoptoget havde været en super succes.
Hun takkede alle de frivillige, heriblandt fanebærerne, trafikansvarlige, trækkerne, samt de 30 ryttere, for et vellykket arrangement og ønskede dog lidt varmere grader næste år.


e-max.it: your social media marketing partner