- Onsdag, 19. august 2015

Dejlig tur i hestevognen.
GULDBÆK: Medierne har med fokus på skolereform 2014 gjort hvad de kunne for at skærpe opmærksomheden omkring læringsmiljøet i de danske folkeskoler. Hvis ikke tanken om at sende ens barn i skole for første gang var både angstprovokerende, stemnings- og spændingsmættet i forvejen skal jeg da love for, at man for alvor var bragt på tæerne.
I hvert fald skulle man gøre sig meget umage for at glemme datoen på denne for alle skelsættende første skoledag. Udover at man som forælder er spændt på eventuelle påvirkninger på en friskole fra strømninger i folkeskoleregi, melder der sig et væld af mere elementære spørgsmål forårsaget af alt det ”nye” og den almene nysgerrighed hos ens barn: hvor skal jeg sidde, hvornår har vi frikvarter, må jeg få skolemælk nu, hvordan ser mit klasseværelse ud, hvad skal jeg lære, hvad er dét ”at lære” osv.
Men før de spændte børn på Guldbæk friskole og de mindst ligeså spændte forældre kunne bænke sig i fælleslokalet og begynde at få afdækket alle disse spørgsmål gik en fantastisk tradition forud. Tanken om at blive hentet i hestevogn og eskorteret af en lang kortege af børn og voksne til fods, på cykel og i bil har nok gjort det noget lettere for børnene at svinge det rigtige ben først ud af sengen den 10. august selv efter er lang sommerferie med en noget anden døgnrytme. Transport og ankomst til skolen var således en mindeværdig oplevelse og en statsmand værdig – og noget der nok kunne fugte øjenkrogen hos især forældre til de nye skolebørn.
Efter at kæberne var samlet op fra asfalten og smilene tørret af ansigterne hos forældrene var det tid til at indfinde sig i fælleslokalet, hvor man blev mødt af smilende lærere og af konstitueret skoleleder Ejner Larsen. Ligesom til daglig startede dagen med en morgensang – og hvilken én! Med sommerferiens ”all-inclusive” minder fra eksotiske rejsemål og/eller bedsteforældre-besøg i frisk erindring må det forventes, at alle børn kunne erklære sig enige sammen med H.C. Andersen om at rejse er at leve, men at lære er at ville, hvabehar?! Endnu en kulturskat fra Halfdan Rasmussen fik vinger denne morgen, da børnenes fine stemmer iblandet lidt rusten bas fra de bagerste forældre-rækker forkyndte nogle livs bekræftende budskaber i meget passende rammer.
Ejner Larsen fortalte om vigtigheden af åbenhed og respekt – og om at give lærerne ro til dét, de er ansat til. Ligesom sangen gav anledning til refleksion og eftertanke gjorde hans ord det også. En væsentlig påmindelse om, at vi alle bærer et ansvar for en velfungerende friskole.
Disciplinen hos børnene var meget stor. Øjne på stilke og ørerne slået ud. Der syntes alligevel at lyde et lettelsens suk, da de endelig skulle i deres respektive klasselokaler og kunne hanke op i de kulørte skoletasker. Farverige, med blinkende dingenoter og reflekser til at minde om, at læring varer hele året, også når det bliver tidligt mørkt!
Straks bøgerne var udleveret i klasselokalet blev der ivrigt bladret, funderet – og skrevet navne. Børnenes entusiasme var smittende og bekræftende, og mindede om at gode gamle Halfdan nok alligevel havde fat i den lange ende da han skrev sangen for efterhånden mange år siden.
Dagen blev sluttet af med en appetitvækker om det forestående og gennemgående tema om Romerriget. Både børn og voksne sad i åndeløs spænding og labbede fortællingen om svundne og dramatiske tider, om brødrene Romulus og Remus, i sig. En meget levende fortælling, der med sikkerhed fik børnene til at glemme alt om iPads, Playstation og Disney Channel (for en stund), og noget der gav lyst til efterfølgende at fortære en velpostret madpakke med god appetit - appetit på at lære.

