- Mandag, 13. oktober 2014
Den danske folkeskole kan i år fejre 200 års fødselsdag. Det markeres på forskellig vis rundt omkring i landet - og er også blevet det på Bavnebakkeskolen.

Den strenge “inspektør” inspicerede rækkerne efter morgensang.


STØVRING: I uge 41 gik indskolingsbørnene nemlig i skole som i gamle dage. Det betød, at klasserne hver morgen samledes til morgensamling i gården, hvor man sang “I Østen stiger solen op” og bad “Fadervor”, inden den strenge “inspektør” inspicerede rækkerne, før han sendte børnene ind i klasserne.
Der stod “gammeldags undervisning” på skemaet såsom: Regning, læsning af Ole Bole, at lære at skrive skråskrift og at tyde gotiske bogstaver samt indlæring af salmevers. Hver dag var der en gammeldags gymnastiktime - naturligvis kønsopdelt, hvor man under “streng” disciplin udførte traditionelle legemsøvelser. Over middag bød dagene på husgerning for pigerne og sløjd for drengene, ligesom der blev sunget gamle sange, leget gamle sanglege og andre gamle lege.
Børnene levede sig fantastisk ind i miljøet og rollerne, og de gik virkeligt op i det. Der var ro og disciplin, og når den skrappe “inspektør” kom rundt i klasserne for at høre sang, salmevers, tabeller og regnestykker, rejste børnene sig naturligvis op og stod bagved deres stole, når han trådte ind i klassen.
De fleste er sikkert kommet frem til, at de er glade for at gå i skole i dag og ikke i gamle dage. Omvendt har nogle også givet udtryk for, at disciplinen og især roen ikke har været så ringe endda. Under alle omstændigheder har det været en rigtig god oplevelse for såvel børn som voksne, og det hele har givet stof til nogle gode samtaler i klasserne - både ugen igennem, men helt sikkert også efterfølgende.

