- Tirsdag, 10. maj 2011

Felix Fihn.
I anledning af Rold Skov Golfklubs 20 års fødselsdag den 4. maj afviklede match- og turneringsudvalget en fødselsdagsturnering.
Uanset at turneringen blev afviklet på en hverdag med gunstart kl. 16.00, var der fin tilslutning til matchen, hvor 68 spillere i det fine men kølige vejr stred sig igennem de 18 huller til den gode mad i hul 19.
Banen havde i sidste uge besøg af golfunionens banekonsulent, der roste banens stand og fremhævede, at greens og fairways var i god vækst. Han vurderede banen til at være i toppen af landets bedste på dette område.
Trods det kølige og noget blæsende vejr blev der alligevel opnået fine resultater.
A-rækken blev vundet af Chr. Devantier Jensen, der spillede banen i netto 68 slag (brutto 73). Mads Christoffersen (juniorspiller) besatte 2. pladsen, medens rutinerede Hans Dahl, der i øvrigt var med til at slå de første slag på banen for 20 år siden, blev nr. 3.
B-rækken blev vundet af Ernst S. Bohnstedt-Marcussen med 32 stablefordpoints, Steen Jensen besatte 2. pladsen (30 point) og Verner Høgh Jensen nr. 3 med 29 point.
C-rækken blev vundet med 40 point af Christian E. Kjeldsen med Poul K. Nielsen (34 point) og Jette Østergaard (31 point) på henholdsvis 2. og 3. pladsen. Nærmest pinden på par-3 hullerne blev vundet af Martin Andresen (5,54 m på hul 3), Elly Rasmussen (2,82 m på hul 14), Ernst Bohnstedt-Marcussen (6,33 m på hul 17), medens Gunnar Mylius Pedersen kom nærmest Carlsberg-hullet – hul 8 med 3,01 m, hvormed han deltager i den løbende konkurrence om ”shot of the year”.
Efter matchen blev der udtrykt stemning for, at man de følgende år fortsætter ideen med at afvikle fødselsdagsmatch på selve dagen.

