Af: LAA.

STØVRING: Stubhuset kunne fredag den 25. november endnu engang åbne dørene for stand up og masser af komik. De tre komikere, der denne gang optrådte i Stubhuset, var Steen Molzen, Tobias Dybvad og Thomas Hartmann. 

Som indledning på showet gik Thomas Hartmann på scenen for at varme publikum op med jokes om fynske rockere og sex med stjernetegn, inden showet for alvor startede. 

Første komiker til at lave sit show var Steen Molzen, som bl.a. har været med i Stand-up.dk på Zulu og optræder på diverse comedy-klubber. Han er en mindre kendt komiker og har ikke tidligere optrådt i Stubhuset, men ikke desto mindre rigtig sjov og er dygtig til at levere jokes’ene med den rette timing. 

Med sin kraftige københavnerdialekt fik Molzen fra start publikum med på sine jokes og mente da også, at han ville få brug for en tolk til at forstå publikums kommentarer. 

Molzen havde en god portion selvironi og gjorde i den grad grin med sin egen højde. Med sine 42 år og en højde på 164 cm mener Molzen selv, at han fremover kun vil blive lavere med alderen. Og også historier om hvor svært det er for ham at finde sko i hans størrelse uden velcrolukning og batman-motiv, blev der joket med. For slet ikke at nævne den ”hylde”, som man ser nede i kummen på de østrigske toiletter. Molzen var morsom hele vejen igennem og fortjener en stor klapsalver.

Næste komiker på scenen var Tobias Dybvad, som også besøgte Stubhuset tilbage i februar. Dybvad kender man bl.a. fra ”Livet i nødsporet” på Zulu, og han modtog prisen ”Årets talent” ved Zulu Comedy Galla 2011. Dybvad leverede alverdens jokes om alt fra bremsespor i nederdelen og børns dårlige humor - til folk, der får børn i en ung alder, og Dansk Folkepartis fordomsfulde syn på indvandrere.

Dybvads parodi og jokes om Ole Vedel må siges at være det ultimative sjoveste ved hans optræden. Alene gengivelsen af den mærkværdige lyd, som Ole Vedel siger efter hver sætning, var nok til at få publikum til at ligge flade af grin. 

Aftenens sjoveste komiker er og bliver Thomas Hartmann. Han var sidste komiker på scenen og leverede et show af høj kvalitet. Hartmann har ligesom Dybvad været på besøg i Stubhuset flere gange, og hver gang har han leveret et stabilt og hylemorsomt show. Han er god til at fange publikum og få dem til at føle, at pengene er givet godt ud.  

Hartmann holdt et godt flow i sin optræden, og lod sig ikke distrahere af et par højtråbende publikummer, som forsøgte at blive en del af showet. Af emner, som Hartmann på bedste vis jokede med gennem showet, kan nævnes unge piger bag kassen i Netto, dyresex, minutprisen til Oplysningen og scorejobs såsom DJ, bartender osv., samt akustikken i kirker og mange flere spøjse og morsomme vinkler på alverdens emner.

Om end der var komik både over og under bæltestedet, bar de tre komikeres optræden også præg af jokes om alt fra hverdagens udfordringer, soldaterne i Afghanistan, dansk politik og surrealistiske beskrivelser af fænomener og situationer.

Alt sammen noget, der var med til at gøre showet rigtig godt. Publikum fik suveræn stand up hele vejen igennem på denne fredag aften. 




e-max.it: your social media marketing partner