- Onsdag, 13. april 2011


For en stund drog vi på rejse til Afrika. Vi så afrikansk inspirerede masker og malerier, så udklip af afrikanske dyr på bordene, spiste lækre afrikanske retter og hørte sange og fortællinger om Afrika. For en stund var vi i en anden verden, vi var på en rejse, for der var skolefest på Guldbæk Friskole, og temaet var Afrika.
Børnene fra Børnehaven Guldklumpen var også med. Det er de nu hvert år – for selv om det hedder en skolefest, så er det en fest for alle. De små guldklumper var ligesom skolebørnene klædte i afrikansk inspirerede dragter, medens de sang om det, som de netop havde lært.
For i månederne op til skolefesten har børnehavens børn og skoleeleverne arbejdet med temaet Afrika. De har lært om dyrene og klimaet, hørt om fattigdommen og smagt afrikanske retter. De har lavet de afrikansk inspirerede masker og malerier, skrevet og fortalt, klippet, tegnet, sunget og danset. Et tema, der har vakt begejstring i hverdagen for store og små. Men nu er rejsen til Afrika slut og et nyt og spændende tema venter på at blive afsløret for igen at føre børnene på en ny og lærerig rejse.

