Der var en svindler, som blev rost af Gud! Ham skal vi høre om på søndag, og ham vil jeg lige præsentere her.
Manden var forvalter og havde svindlet med betroede midler og skulle nu forlade sin stilling. Og så står der, at Herren ”roste den uretfærdige godsforvalter, fordi han havde båret sig klogt ad! ”Og Herren, ja, det er i lignelsen Gud Fader selv.
Forvalteren så klart og handlede klogt, og alene derfor blev han rost, men hvori bestod hans klogskab? Den bestod deri, at han kendte sig selv, og han kendte sin Herre, og det tog han bestik af, og forsøgte derfor at svindle. Det var ikke godt, ikke ærligt, men klogt!
Forvalteren kendte sig selv, sine svagheder og uærligheder, og han kendte sin Herre som en retfærdighed mand, en mand med en ubøjelig og usvigelig retfærdighedssans. Forvalteren gik ingen vej tilbage genne løfter om bod og bedring, og Herren sagde da heller ikke til ham, at han da bare kunne være kommet på sine bare knæ og bedt om syndernes forladelse, så var det gået alt sammen. Det vidste forvalteren godt, at det var det ikke, så klog var han.
Udsigten til et udkomme ved ærligt arbejde var dystre for, som han sagde:  ”Grave har jeg ikke kræfter til og tigge skammer jeg mig ved…”. Hans situation var håbløs, og hans ukuelighed var bemærkelsesværdig. Viljen til at gå videre uden ben, og til at se fremad i en situation, hvor de fleste ville se nedad eller bagud for overhovedet at orientere sig.
Fraværet af selvbedrag var afgørende. Min Herre er ikke en blød sentimental humanist, en gammel bedstefar, en kræmmersjæl, som jeg kan handle med. Min Herre er dybt retfærdig, ubøjelig. Jeg har kun én mulighed - Jeg svindler mig igennem! Og Herren ”roste den uretfærdige godsforvalter, fordi han havde båret sig klogt ad!”