- Onsdag, 10. september 2014
Alt for mange kvinder kender ikke deres blodtryk. Er du en af dem? Kom ned i Matas, Støvring, og få svar hos Hjerteforeningens frivillige, der helt gratis måler dit blodtryk som led i årets Elsk hjertet-kampagne.
STØVRING: Omkring en million danskere lider af forhøjet blodtryk. Mere end 270.000 af dem ved ikke, at det er forhøjet. Forhøjet blodtryk øger risikoen for at blive ramt af fx en blodprop i hjertet.
Igen i år sætter Matas og Hjerteforeningens frivillige med Elsk hjertet-kampagnen alle sejl til for at hjælpe kvinders hjerter. Derfor inviterer Matas og Hjerteforeningen i Rebild til gratis blodtryksmåling.
- Hele familien bliver ramt, når en elsket mor, søster eller datter får en blodprop eller bliver syg af anden hjertekarsygdom. For at minimere risikoen, er det vigtigt at kende sit blodtryk og søge behandling, hvis trykket er for højt. Min opfordring til kvinder er derfor: Hjælp din familie til at undgå unødig sorg og angst - kom ned i den lokale Matas butik og få tjek på trykket, siger Birthe Nielsen fra Hjerteforeningens lokalkomité i Rebild.
Kender du dine tal?
For højt blodtryk øger risikoen for at blive syg i hjertet, blandt andet af blodpropper. Nye tal fra en undersøgelse YouGov har lavet for Hjerteforeningen viser, at mere end en ud af tre kvinder ikke kender deres eget blodtryk.
Butikschefen i Matas Lea Amdigade i Støvring supplerer: - Hver dag mister 19 kvinder livet af hjertekarsygdom. Det er alt for mange, og derfor er det afgørende for os, at vi igen i år er med til at støtte Hjerteforeningen i kampen for at redde kvinder fra at blive ramt af hjertekarsygdom. Vi åbner dørene og inviterer alle til at få målt trykket.
Sæt kryds i kalenderen fredag den 12. september, hvor Hjerteforeningens frivillige står parate i Matas til at måle dit blodtryk.

