- Tirsdag, 24. april 2012

”Bakkesangerinderne” solgte roser.

Der var stort fremmøde ved jubilæumsfesten.

SULDRUP: Året 2012 er jubilæumsår både for Suldrup Petanque og IK Frem Sønderup-Suldrup med henholdsvis 10 år og 100 år.
Tirsdag den 27. marts 2012 startede man som sædvane med opstartsmøde i Stenbohallens cafeteria, hvor der af udvalget blev budt velkommen og berettet om økonomi og den sportslige del af livet i klubben.
Der var igen i år stor tilslutning til mødet - 52 var mødt op - som blev beværtet af halinspektøren med kaffe og et par lækre madder, og herunder blev der diskuteret livligt, og man glædede sig til tirsdagen efter, hvor klubben holdt en lille beskeden reception for nye og gamle klubmedlemmer samt sponsorer.
Her var der også god tilslutning. Man kunne enten sidde i ”Hytten” og hygge sig eller spille petanque. Der blev dog spillet petanque af de fleste.
Dagen sluttede sidst på eftermiddagen, og i udvalget var man meget tilfredse med forløbet til trods for det dårlige vejr, men medlemmer skyer hverken regn eller torden.
Så blev der lørdag den 27. april 2012, hvor man havde arrangeret den store jubilæumsfest i Stensbohallens cafeteria for medlemmer med ægtefæller.
Aftenen startede med velkomsttale af udvalget, og derefter blev der budt til middag bestående af forret, buffet og dessert.
Udvalget havde opfordret medlemmerne til at komme med forskellige sketches, historier og sange fra oplevelser i petanque-klubbens historie. Det kom der mange sjove ting ud af, men aftenens udstyrsstykke var Bakkesangerinderne - fem piger fra klubben samt toastmaster - optrådte bl.a. med den kendte melodi ”Køb blomster, køb blomster” og der blev solgt roser.
Pengene fra salget gik til en flot buket til een af arrangørerne, som var blevet syg og ikke kunne være med. Under middagen - som var virkelig lækker - blev der holdt taler og indslag, som vakte stor morskab.
Efter middagen blev der serveret kaffe med kransekage og chokolade, og så blev der spillet op til dans, hvor entusiasmen blev vist i forskellige variationer.
Hen mod slutningen af festen blev der serveret nat-suppe, og så ebbede festen stille ud og alle gik glade og veltilfredse hjem.
Der blev endog foreslået om ikke der skulle holdes jubilæumhvert femte år.
Alex Bak Kristensen.

