Af: Foto: Flemming Østergaard

Den tidligere bygning i Haverslev, hvor Sparekassen Himmerland havde sin filial, er overtaget af Haverslev kirke. Overtagelsen sker pr. 1. juli 2013.

Det er i disse bygninger, centralt i byen, Haverslev menighedsråd ønsker at indrette et nyt sognehus.

Inden huset kan tages i brug, skal der foretagets forbedringer.

HAVERSLEV: - I den nyerhvervede bygning, påtænker vi at indrette et nyt og større sognehus til kirkens mange aktiviteter og kontorfaciliteter til medarbejderne. Dette til erstatning for det nuværende Kirkecenter, som er beliggende på Jyllandsgade. Denne bygning skal herefter sælges, siger formanden for menighedsrådet, Jørn Krogholm Pedersen. - Det nuværende Kirkecenter vil være velegnet til såvel bolig som til liberalt erhverv.
- For at den tidligere sparekassebygning kan leve op til de lovmæssige bygningskrav, skal den gøres handicapvenlig, således at de fremtidige brugere af bygningen kan komme ind og ud på betryggende vis.  Der skal etableres de nødvendige garderobe- og toiletforhold. Der vil derfor skulle ske en del ombygning/tilbygning før vi kan tage bygningen i anvendelse.
- Vi forventer at være færdige med hele ombygningen og indretning medio sommer 2014, fortæller Jørn Kroghholm Pedersen.
- Det er et enigt menighedsråd, som har fundet ideen med købet af den tidligere sparekassebygning særdeles attraktivt for kirken med dens placering i så umiddelbar nærhed til selve kirken. Ønsket om, at bygningen og hele området forsat er velholdt og åbent for alle i sognet, har vejet tungt i beslutningen om køb. Menighedsrådet har den målsætning, at kirken skal være solidt forankret i lokalsamfundet og være et naturligt samlingspunkt og en aktiv del af sognets liv. Samtidig vil vi styrke de aktiviteter vi har i dag for alle aldersgrupper, men med særligt fokus på børn og ældre, slutter formanden for menighedsrådet, Jørn Krogholm Pedersen.


e-max.it: your social media marketing partner