- Onsdag, 18. april 2012
Forårets komme har for Rebild Sportsrideklub betydet indvielse af en forlængelse af ridehallen.

Det blev en flot indvielse af Rebild Sportsrideklubs nye halforlængelse.

Dagens program bød på mange aktiviteter.
STØVRING: Ridehallen er nu forlænget med 35 meter. Forlængelsen betyder, at man kan øge aktiviteterne og udnytte ridehallen mere optimalt, da der kan være flere aktiviteter i gang på samme tid. Det har man set frem til, og man glæder sig til at byde nye medlemmer velkommen til klubben.
Lørdag den 14. april var der indbudt til fest for alle interesserede. I dagens anledning var der sammensat et stort, flot og meget varieret fire-timers program med hesteoplevelser, der præsenterede rideskolens mangfoldighed.
Man så løsspring, dressurprogrammer med forskellig sværhedsgrad, par de deux-opvisninger i bedste cowboystil og i flot dressuropvisning, shetlænder med vogn, springopvisning fra gymnastikspring til tillidsspring med ild, paraplyer og motorcross og elevskolen, der præsenterede hvad de underviser i og meget andet.
Dagen sluttede af med to flotte opvisninger i spring og dressur på højt plan.
Rebild Sportsrideklub havde inviteret Henriette Lomholt fra Eriksholt i Byrsted, som udførte nogle super flotte dressur-øvelser på hendes skønne varmblod, Barbaresco. Emma Bachmann Jensen på Anemone, under ledelse af berider Birgit Kristensen, viste noget af det flotteste springridning, man har set i Støvring.
Der var et flot rykind af gæster dagen lang, og det blev samtidig en god måde at indvie klubbens nye tilskuerplatform på. Det er nu muligt at følge med i, hvad der sker inde på banen fra hallens langside, hvor der er lagt fliser og opsat borde og bænke.
Op til indvielsen har man haft to arbejdsdage, hvor klubbens medlemmer har arbejdet på at gøre hele rideskolen klar og indbydende til det store arrangement.
Ud over at flere af vores ryttere får præmier og fine pladser på konkurrenceplan, får man også priser for engagement og initiativ.
Stine Ravn, 20 år, der er én af klubbens juniorryttere og formand for klubbens juniorudvalget, har modtaget to priser. Den 28. marts fik hun overrakt Rebild Kommunes ”Du gør en forskel” pris.
Birgit Skovmand fra idrætsrådet udtaler: ”Hun er et godt forbillede for andre unge…” Stine blev indstillet af rideklubben for hendes store engagement.
Den 25. marts fik Stine overrakt prisen som ”Årets ungdomsleder 2011”. En pris DRF (Dansk rideforbund) står for at uddele. Stine blev valgt ud fra rideklubbens indstilling, der beskriver Stine som en ungdomsleder med fart på. En pige, med et energisk humør og et stort engagement i alle klubbens arrangementer.

