- Onsdag, 10. april 2013
REBILD: Den 16. april holdes der opstillingsmøder i de 4 Venstrevælgerforeninger i Rebild kommune. Vælgerforeningen for Støvring & omegn afvikler sit møde i byrådssalen ”Ovenpå” i biblioteksbygningen i Støvring.
I november sidste år blev Gert Fischer valgt som spidskandidat og dermed venstres bud på en kommende borgmester. Nu skal de øvrige Venstre kandidater udpeges.
I tiden op til opstillingsmødet er der blevet udført et stort arbejde med at foreslå kandidater, men alle kan lade sig opstille og vælge på mødeaftenen, blot skal man være medlem af Danmarks liberale parti, Venstre. Der skal udpeges mindst 10 kandidater, men der er plads til en del flere på listen.
Formand for vælgerforeningen Støvring og omegn, Niels Nørøxe, opfordrer alle medlemmer til at møde op og udøve sin demokratiske indflydelse på sammensætning af det kommende byråd i Rebild kommune. Udover Støvring omfatter foreningen også Rebild, Gravlev, Aarestrup, Sørup, Øster Hornum, Suldrup og Sønderup.

