- Fredag, 24. oktober 2014

Valther Haarup og hesten Elvis kørte tur med børnene.


Børnene ankom om lørdagen spændte og forventningsfulde, endelig kom dagen.
Hestene blev hentet ind fra folde, og så var der dømt striglekonkurrence, hvor hestene blev flot pyntet med blomster. Hestene blev sadlet op til ridning med ringridningsdyst, hvor vindere fik æren af en snurretur af rideunderviseren. Der blev også redet ponygames.
Efter lækker aftensmad, blev der afholdt talentkonkurrence, hvor to hold skulle vise talent. Det blev til meget grin, fis og ballade og fik smilet frem i os alle.
Efter en god nats søvn stod den på tidlig morgenmad, og så gik turen op til Valther Haarup og hans dejlige hest, Elvis. Alle skulle ud og køre i hestevogn, så der var spænding og glæde. Turen gik i frisk trav gennem Suldrup og Aarestrups gader.
Herefter var det tid til middagsmad, og ja, så skulle man da ud og ride igen på hestene. Denne gang var det agility, og da flere havde egen hest med, trænede man dem først fra jorden i broer, hængebroer, plastik på jorden inden man udførte agilityøvelserne fra ryggen af hesten, og man fik nogle meget modige heste efter kort tid. Ingen lejr uden hestebolsjer, så de blev bagt og delt ud til hestene på et sølvfad.
Efter en fantastisk weekend, var tiden kommet til, at forældrene hentede deres børn.

