- Onsdag, 8. oktober 2014
Musikmalerier – slå hjernen fra og inspirationen til! Tine Lilholt og Klaus Thrane står torsdag den 23. oktober bag Musik-Maleri-Koncert i Sørup kirke.

Tine Lilholt og Klaus Thrane.
SØRUP: Men, hvad er en Musik-Maleri-Koncert? Det kræver en smule forklaring.
Siden Tine Lilholt forlod Lars Lilholt Band som fløjtenist, harpenist og meget andet, har hun helliget sig sin egen musik og sine malerier. Det har udviklet sig til en helt ny kunstform, nemlig - Musik-Maleriet. Det vil sige, at et billede får tilkomponeret et stykke musik, som beskriver stemningen og udtrykket i billedet.
Tine Lilholt introducerer på en meget åbenhjertig og samtidig underholdende måde, hvordan tankerne omkring skabelsen af malerierne og musikken er opstået. Disse tanker går fra sorg og frustration til almindeligheder og jubelglæde.
Musikken fra Dreamscapes vil blive spillet af Tine Lilholt på fløjte og harpe og Klaus Thrane på trommer og percussion, samtidig med at malerierne kører på et stort lærred.
Der er lagt op til, at publikum får en anderledes og magisk oplevelse, der kan give dem energi, eftertænksomhed, sjov og nydelse. Et musikmaleri varer kun i fem minutter, men kan mærkes længe efter.

