- Onsdag, 28. maj 2014

Sidste post var at lave et A med mælkebøtter, og derefter kunne præmien nydes: ”A for ananas”.

Sønderup Friskoles naturpatrulje hygger sig med at samle planter ind.
SØNDERUP: Indskolingen på Sønderup Friskole har været på hårdt, men sjovt arbejde. De er nemlig forårets naturpatrulje. Børnene har i foråret lavet tomme grønsagsbakker og toiletpapirruller om til minidrivhuse. Frø, kerner og rodfrugttoppe fra aftensmaden er blevet brugt til spiring og planteaflæggere.
Det er ikke for sarte næser, når naturpatruljen sier hjemmelavet gødning af brændenælder. Gødningen skal bruges til rødbedespirer og lavendelstiklinger.
Oven på det hårde arbejde mente deres lærer Lone Bartholomæussen også, at børnene fortjente en lille belønning. Så dagen blev afsluttet med skattejagt, som fire af børnene arrangerede. Der skulle bygges huse og flagstanger af sten og træ. Derefter skulle børnene læse kort og børnestave spor til skatten. Ved næste post skulle børnene flette kranse og suge nektar af syren- og døvnældeblomster. Sidste post var at skrive A med mælkebøtte før den velfortjente skat: Ananas kunne nydes.

