- Tirsdag, 9. juli 2013
I strålende solskinsvejr lørdag den 6. juli fejrede Røde Kors butikken i Jernbanegade i Støvring sin 30 års fødselsdag.

Blandt de mange gæster til Røde Kors butikkens 30 års fødselsdag var præsident for Dansk Røde Kors, Marianne Larsen, Rebild Kommunes borgmester Anny Winther, formand for Røde Kors’ Rebildafdeling, Gerda Pinstrup, og butiksleder i Røde Kors butikken, Støvring, Ellen Nørregård.

Der blev budt på et lettere traktement.

Røde Kors butikken i Jernbanegade fejrede lørdag den 6. juli 30 års fødselsdag.
STØVRING: Fødselsdagen foregik udendørs bag forretningen, hvor formand for Rebild Røde Kors, Gerda Pinstrup, bød alle hjertelig velkommen og takkede de mange, der var kommet denne dag for at lykønske ”fødselaren” – og forhåbentlig samtidig gøre en god handel i butikken.
En særlig velkomst fik Røde Kors’ præsident Susanne Larsen, som havde sagt ja tak til at komme til Nordjylland denne lørdag. – Endda på en dag, hvor Røde Kors butik nr. 228 skulle åbne i Susannes hjemby Helsingør!
Også Røde Kors’ konsulent, Michael Jervild, hvis arbejdesopgaver egentlig ikke har noget med butiksdriften at gøre, men derimod med Røde Kors i almindelighed, fik en speciel velkomst. Michael er nemlig altid klar, når der er behov for ham inden for Røde Kors, fortalte Gerda Pinstrup.
Borgmester Anny Winther og frivilligkoordinator Sietske Møller var også inviteret til fødselsdagen, fordi Røde Kors Rebild afdeling oplever et fantastisk godt samarbejde med kommunen. - Set fra begge vinkler føler vi et godt og konstruktivt samarbejde, til gavn for svage borgere i Rebild Kommune og folk, der lider nød ude i den store verden, fortsatte Gerda Pinstrup.
Sidst, men ikke mindst, bød formanden velkommen til alle de frivillige, der har deres gang i Røde Kors butikken, Støvring, og rettede en stor tak for det store arbejde, som de også i de sidste uger har lagt i butikken, for at fødselsdagen skulle være så festlig som mulig.
Hun takkede også fordi de godt 35 frivillige, der dag efter dag – uge efter uge – år efter år - møder op og yder en uvurderlig indsats i butikken.
Butiksleder i Røde Kors butikken Støvring gennem de sidste 7-8 år, Ellen Nørregaard, fik et ekstra stort bifald for sin meget store indsats.
- Der har været Røde Kors butik i byen tre forskellige steder, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at der igen står mere plads står på ønskesedlen, fortalte Gerda Pinstrup.
- Da butikken i en kort periode var i City Centret var pladsen virkelig trang, og den første butik blev bibeholdt som fjernlager, men det fungerede ikke med at løbe/køre frem og tilbage. Derfor var vores nuværende lokaler en drøm rent pladsmæssigt, men med den udvikling, der sker inden for Røde Kors, ja så er mere plads et stort ønske og vi glæder os til at se, hvad fremtiden byder, sluttede Gerda Pinstrup.
Efter de officielle taler var der lidt godt at spise til alle og de mange, der var mødt frem for at fejre Røde Kors butikkens 30 års fødselsdag, havde en hyggelig eftermiddag i hinandens selskab.

