Borgmester Anny Winther besøger integrationsprojektet for flygtninge- indvandrerkvinder. Nu skal de gode erfaringer fra projektet komme andre til gode.

STØVRING: Fysisk træning, kreative aktiviteter, sprogundervisning, sansestimulering og et tværfagligt samarbejde mellem forskellige fagfolk har været opskriften på succes for et utraditionelt etårigt integrationsprojekt for flygtninge- indvandrerkvinder på Støvring Højskole i Rebild Kommune. Nu skal de gode erfaringer samles så de kan bruges af andre.

Styr på livet
- Formålet med projektet har været at finde frem til nye og bedre metoder for integration af flygtninge- indvandrer kvinder med forskellige kulturelle, fysiske og psykiske behov - og det er lykkedes her, fortæller arbejdsmarkedschef Jesper Dahlgaard. Kvinderne har haft stor gavn af projektet, de har psykisk og fysisk fået det bedre, de er blevet bedre integreret i det danske samfund – og er kommet tættere på arbejdsmarkedet. Status er nu, at 80 % af deltagerne er parate til at begynde i arbejde, virksomhedspraktik eller uddannelse.

Gode erfaringer
Projektet er støttet af Integrationsministeriet og meningen er, at man på landsplan skal lære af erfaringerne fra Rebild.
 – Vi har blandt andet lært, at det er vigtigt at tage hensyn til at kvinderne kommer med meget forskellig baggrund og forskellige forudsætninger, siger en af lederne af projektet fysioterapeut Maria Foged – og det har vist sig, at vores utraditionelle tilgang med sanseintegration og kreative aktiviteter har hjulpet kvinderne, når de tog fat på det svære danske sprog og skulle leve sig ind i dansk kultur. Deltagerne har været i praktik 2 gange undervejs, og alle fortæller efterfølgende at de ikke blot har haft brug for alt det de har lært under projektet – men de har også kunnet anvende det i praksis.
Vi har sørget for en tilpas vekselvirkning mellem teoretiske input og fysiske aktiviteter, fortæller Maria Foged. Det har hjulpet med at holde koncentration og energien oppe på et niveau, der har hjulpet indlæringen, hukommelsen og det fysiske velbefindende.
Deltagerne har lige fra starten fået lov at bidrage til fællesskabet, blandt andet ved at samarbejde om at holde lokalerne på Støvring Højskole rene og hyggelige. Ved at stå for rengøringen af højskolen, har de arbejdet på tværs af sprog og kultur, og det har de lært utrolig meget af, ikke kun kommunikativt, men også fagligt.
Vi har også lært en masse af det gode tværfaglige dialog mellem projektmedarbejdere, social pædagoger, sagsbehandlerere, virksomhedskonsulenter og de praktiserende læger. Kvinderne har haft stor gavn af at vi hurtigt kunne koordinere indsatsen imellem os.  
 – Sammen med min kollega i projektet Tuula Niema skriver vi en drejebog om vores aktiviteter og metoder, så andre kan få glæde af vores erfaringer. Desuden holder vi foredrag om projektet, vi har fx lige holdt er oplæg for Region Nordjylland, slutter Maria Foged.


e-max.it: your social media marketing partner