- Onsdag, 1. juni 2016
Ellens historie:
Ellen kommer hjem fra sygehuset efter en knæoperation.
Hun går med krykker og har stadig ondt efter operationen. Hun har brug for genoptræning, og har derfor på sygehuset fået en genoptræningsplan, som sygehuset har sørget for at sende til Rebild Kommune ved udskrivelsen.
Genoptræningsplanen bliver modtaget af en visitator fra Center Sundhed - Myndighed Træning - som er en del af Sundhedscentret i Støvring.
Ellen bliver dagen efter udskrivelsen kontaktet af en af visitatorerne fra Myndighed Træning. Hun får her oplyst, at hun kan vælge mellem fire forskellige leverandører i Rebild Kommune, som er placeret forskellige geografiske steder i kommunen. Under samtalen bliver det også afklaret, hvorvidt Ellen selv kan stå for transporten, hun bliver informeret om afbudsregler, og det registreres hvilket lægehus hun er tilknyttet, for at fysioterapeuten kan sende en status til lægen efter endt træningsforløb.
Ellen har brug for kørsel i den periode hun ikke selv kan transportere sig.
Efter samtalen med visitatoren, bliver Ellen kontaktet af den valgte leverandør, og sammen med fysioterapeuten aftaler hun en dato for opstart af genoptræningen. Hun ringer derefter til kørselskontoret i Rebild Kommune og bestiller kørslen til træningen.
Ellens genoptræning startes nu op, og hun træner sammen med fysioterapeuten mod de mål der er opstillet. Målene opstilles ud fra det beskrevne genoptræningsbehov i genoptræningsplanen.
Fysioterapeuten sender efter noget tid en status til visitatoren i Myndighed Træning, hvor han beskriver sin faglige vurdering i fht. hvordan det går med Ellens genoptræning. Ellen synes selv det går godt, og hun er også kommet godt i gang med at lave øvelser derhjemme. Fysioterapeuten er også godt tilfreds med fremgangen og flere delmål er allerede nået.
Ellens genoptræningsforløb afsluttes efter et par måneder, for nu kan hun igen gå uden hjælpemidler og hun er kommet i gang med at gå lidt ture, som hun også gjorde tidligere. Hun er endda blevet så glad for at træne på en motionscykel, at hun selv har anskaffet sig en.
Naboen har spurgt om hun ikke vil være med til at træne i de træningsfaciliteter der er til rådighed på Ældrecentret i nærheden af hendes bopæl – det vil hun gerne, så nu har de en fast ugentlig trænings-aftale.
Ellen synes det er dejligt at hun igen kan gøre de ting hun plejer og hun ved at det er vigtigt at hun fortsætter træningen, så hun holder knæet – og resten af kroppen - bedst muligt ved lige.

