Rebild TrialSports racelady, Sofie Sørensen, ved medaljeoverrækkensen. Hun kørte sig til en suveræn førsteplads. Asbjørn Birnbaum blev nummer fire (nr. to fra højre).

Vinteren er ved at miste sit greb, og det plejer dansk Trial at fejre ved at afholde årets første løb – nemlig Vinter Trial i Kolding. Vinter Trial plejer at blive afholdt med frost i jorden, og sne på bakketoppene. Sådan skulle det ikke være i år, for en usædvanlig mild vinter sikrede, at dette års løb blev afholdt med dejlig tør sandjord, kun meget lidt vand i hullerne, og så det mest fantastiske solskin.
Der var ikke mindre end 57 kørere, der stillede til start, et positivt tal, som viser, at dansk Trial forsætter sin fremgang.
Området, der køres i, er en nedlagt grusgrav ved Seest. Det betyder, at det er mange bakker, stejle opkørsler og knap så mange sten og beton, der skal forceres. Det hele er naturligvis i sand, hvilket betød, at der i løbet af dagen blev kørt nogle spor – nogle af dem kunne være til en fordel for kørerne, imens andre var til stor ulempe. Under alle omstændigheder klarede kørerne fra Rebild TrialSport sig utroligt flot. Det blev til ikke mindre end tre førstepladser ud af de seks klasser der var. I C-klassen – som er klassen for begyndere og let øvede – tog Rebilds egen racelady, Sofie Sørensen, en suveræn førsteplads. Sofie Sørensen havde kun syv strafpoints på hele løbet, og havde dermed et komfortabelt forspring til nummer to – med 15 points.
I Elite-Klassen var Morten Andersen lige så suveræn. Han havde kun 12 strafpoints på hele løbet, hvilket må siges i sig selv at være utroligt flot. Morten Andersen er én af de tre kørere som Rebild TrialSport har på det danske landshold, og til Vinter Trial kunne Morten Andersen endda se sig selv slå den danske landstræner – som her var hensat til en andenplads.
Michael Andersen havde taget et enkelt løb væk fra hans normale klasse, nemlig Classic. Det viste sig at være en god ide, for Michael vandt nemlig 40+ klassen (for kørere over 40 år). Om Michael vil tage flere løb i klassen er endnu ikke bestemt, idet han normalt er en af de store medaljetagere i Classic.
Det skal også nævnes, at Peter Jensen sikrede sig en flot andenplads i B-klassen. Peter satser på Danmarksmesterskabet i B-klassen, og viste sig dermed i ret god form til det første DM-løb – som afvikles i Øster Hornum den 1. april.


e-max.it: your social media marketing partner