- Tirsdag, 8. december 2015



STØVRING: Besøgstjenesten i Støvring havde i et samarbejde med menighedsrådet inviteret alle besøgsvenner og besøgsmodtagere til julearrangement torsdag den 3. december.
Dagen startede i Støvring Kirke, hvor der var en kort andagt ved sognepræst Bente Kasper Madsen, og herefter gik alle i Sognegården, hvor man blev trakteret med bl.a. gløgg og æbleskiver.
Underholdningen var lagt i hænderne på sognepræsten, der læste en julehistorie krydret med små vittigheder.
Den gode julestemning ved de fint pyntede borde bredte sig da også hurtigt og der blev sunget flere julesange- og salmer.
Som det absolutte højdepunkt var der besøg af Lucia-pigerne fra Gravlev, som på flotteste vis gav gæsterne en rigtig højtidelig og flot afslutning på en god eftermiddag, hvor der blevet hygget og alle havde nogle rigtig hyggelige timer i hinandens selskab.

