- Tirsdag, 25. september 2012
60 var tilmeldt til kombineret virksomhedsbesøg og EU debat, som LOF Himmerland og entreprenørvirksomheden Hydrema afholdt onsdag i Støvring.

Direktør Jan Werner Jensen var guide på rundvisningen.

Debatten var bred og med mange gode spørgsmål.
STØVRING: Hydrema er én af de få tilbageværende familieejede virksomheder i Danmark, og med sine 25.000 kvm. produktions- og administrationsareal én af de største virksomheder i Nordjylland. Direktør Jan Werner Jensen overtog virksomheden i 2000 fra sin far, og han var selv guide på rundvisningen i de mange produktionshaller, hvor især produktionen af de berømte minerydningsmaskiner, som Hydrema stort set er ene om at producere, tiltrak den store opmærksomhed.
Rundvisningen endte i Hydremas auditorium, hvor Jan Werner Jensen afsluttede virksomhedsbesøget med en spændende gennemgang af firmaets historie og det store produktprogram.
Efter en pause var det tid til EU debat med et emne, som har stor betydning for EU’s mission om tættere bånd og støre fællesskab mellem de Europæiske lande.
Og emnet var EU’s harmoniseringsregler med spørgsmålstegn ved, om de forhindrer fællesskabet samt om de overholdes i alle EU lande. Folketingspolitiker Jakob Ellemann-Jensen samt chefkonsulent Annette Dragsdahl fra Dansk Industri, var hentet til Støvring for dels at komme med deres oplæg og dels debattere med forsamlingen omkring de vigtige spørgsmål. Og opgaven som ordstyrer var lagt i hænderne på redaktør Per Jensen fra TV2Nord.
Jakob Ellemann-Jensen slog i sit oplæg på vigtigheden af, at man på mange områder har harmoniseret og brugte bl.a. eksemplet at man ikke kunne have forskellige standarder for bredden på togskinner, hvis tilgængeligheden imellem landene skulle fungere, Og fra den lidt humoristiske tilgang til emnet efterlyste han harmonisering på støvsugerposer, hvor der i dag findes et hav af forskellige standarder til stor gene i dagligdagen.
Annette Dragsdahl arbejder til daglig med netop harmoniseringsregler i EU, og hun førte forsamlingen ind i den faktuelle verden, hvor begreber/værktøjer som ”International Marked Score Board” og gensidig anerkendelse nok var nye for de fleste.
Debatten var bred med mange gode spørgsmål, og der var især en del debat om, hvorfor Danmark har påtaget sig at være EU’s duks. Bag dette postulat ligger, at hvor mange EU lande ofte udviser fleksibilitet og kun ”lige lever op til reglerne” har vi i Danmark en tendens til, at supplere EU regler med nogle flere der er gældende for danskere.
De tre LOF afdelinger i Himmerland og Hydrema ser tilbage på et succesfyldt arrangement, hvor folkeoplysning og erhvervsliv gik godt i spænd.

