Mike på mundharpen var nok aftenens største virtuøse oplevelse. Foto: IH

Efter pausen blev der danset. Foto: IH

STØVRING: Fredag aften var der indbudt til en blanding af skotsk musik og dans samt whisky-smagning i Stubhuset. Med Bluebell Ceilidh Band blev den skotske national-poet, Robert Burns, hyldet, og det er efterhånden en tradition at bandet – ”skruet” sammen til lejligheden – turnerer årligt i januar måned for at fejre manden, der bl.a. er ophavsmanden til ”Skuld’ gammel venskaw rejn forgo…” eller som den originale skotske udgave retteligen kaldes: ”Auld Long Syne…”
Bandet bestod af Rod Sinclair på guitar, banjo og vokal – Mike Whellans på trommer, mundharmonika og vokal – Kirstine Sand på violin og vokal samt Eskil Romme på harmonika. En dejlig blanding af skotsk/keltisk og dansk/nordisk musik-tradition.
Rod Sinclair har i mange år været et kendt ansigt i folkemusik-sammenhænge. Han er kendt både som særdeles kompetent fortolker af den skotske folkemusiktradition og som slagfærdig konferencier på eksempelvis Tønder-festivalen.
Og det var da også ham, der førte os igennem aftenen – både som intro til sangene og dansen. For der blev nemlig om-arrangeret borde efter pausen og så blev publikum budt op til dans. Det viste sig hurtigt, at koordinering er en svær ting – eller som Rod proklamerede efter første dans, de ”matematiske udfordringer” ville blive sværere… Publikum lod sig ikke skræmme, og gulvet blev efterhånden fyldt op af de modigste til nummeret ”Strip the willow”. Efter sådan en omgang forstår man måske lidt bedre hvorfor aftenen var planlagt med gratis whisky-smagning på 5 forskellige whiskys!?
Medens publikum pustede ud ovenpå anstrengelserne forlod bandet scenen – på nær Mike Whellans, der det meste af aftenen havde hygget sig med sine trommer i baggrunden. Mike Whellans har gennem mange år spillet på de fleste festivaler i Europa og Danmark. Han har medvirket i mange forskellige musikalske sammenhænge, men stilen er helt klar blues og som han selv udtrykker det: ”I’m a stomper, and I stomp”. Enhver, der har oplevet Mike, vil helt sikkert være enig i at hans pumpende blues arbejde ikke er en af disse lækre tilbud man finder på cornflakes pakkerne. Nej, han er i særklasse og har gennem flere år spillet solo med sit One Man Blues Band.
Tilbage til denne aften, greb Mike sin mundharmonika, og som en hyldest til alle trommeslagere i jazz-musikken (hans far var netop en anerkendt og elsket lokal jazz trommeslager), fik man nok aftenens største ekvilibristiske og virtuøse oplevelse. Han gav os en sand kavalkade af harmonier fra jazz-musikken både med sin mund og sin (mund)harmonika. Ufatteligt hvad én mand kan præstere, man måtte kigge en ekstra gang og virkelig overbevise sig selv om at resten af bandet – faktisk ikke var på scenen. Hvis ikke publikum havde mistet pusten efter dansen – så tabte de ihvertilfald de sidste reserver af ilt i løbet af dette nummer. Imponerende – musikalsk og intenst. Tak for det, Mike
Aftenen blev sluttet af med ”Auld long syne. Publikum sang med, vist både på dansk og skotsk. Og som en ekstra hyldest og som tak for en spændende og oplevelsesrig aften rejste publikum sig op, sang videre og ”ræk mi hånd do gamle ven…” En bekræftelse på, at sang, musik, dans og ikke mindst whisky – kan nedbryde grænser og styrke fællesskabet.
MWN.