- Onsdag, 19. september 2012

Endnu engang afholdes den traditionsrige høstfest på Himmerlandshave.Arkivfoto.
SULDRUP: Som traditionen byder afholder Suldrup og Sønderup menighedsråd igen i år høstfest på Himmerlandshave. Høstfesten finder sted torsdag den 27. september, og underholdningen til årets fest leveres af den lokale musikgruppe fra Braulstrup - Vice-Versa. Gruppen består af Tina og Ove Christiansen og Inger og Anders Myrup Rasmussen og med dem, er der garanti for god underholdning og dejlig musik og sang. De fire musik-glade mennesker har i over 15 år optrådt ved mange forskellige arrangementer i landsdelen. Publikum bliver præsenteret for flerstemmig sang og diverse
instrumenter. Repertoiret er sange og melodier, som gruppens medlemmer selv holder af og som også glæder andre. Det kan blandt andet være danske og svenske visesange, irske og skotske folkemelodier, Beatles sange, gamle Rachel Rastenni sange og meget mere, så kom og hør, hvad de byder på netop denne dag. Ud over at synge og spille for publikum vil Vice-Versa også invitere os til at synge med på nogle fællessange, ligesom der selvfølgelig også skal være tid til kaffe og kage og en hyggelig snak i løbet af
eftermiddagen.
De to menighedsråd afholder hvert år tre traditionsrige fester på Himmerlandshave - høstfesten, adventsfesten og forårsfesten - og håber med disse fester at skabe et sammenhold omkring ældrecentret i byen. Så ud over selvfølgelig at være for centerets beboere og daglige brugere så er festerne mindst lige så meget tænkt som et tilbud til alle andre i lokalområdet, som har tid og lyst til selv at få en dejlig eftermiddag med god underholdning, og ikke mindst være med til at give nogle andre den samme oplevelse.

