- Tirsdag, 23. juli 2013
Rebild Kommune har senest udarbejdet en børnepolitik for Rebild Kommune. Politikken er udarbejdet i et stort samarbejde mellem politikere, institutionsledere, lærere, pædagoger, forældrebestyrelser og mange andre med interesse for området.
Jeg har selv været med i arbejdet, og de fleste som har været med, er enige om, at politikken både er sammenhængende og visionær, og at den indeholder rigtig gode tanker om en ”rød tråd” fra dagpleje til ungdomsuddannelse. Politikken giver plads til både almindelige, kloge, udsatte og specielle børn og unge. Min ambition er at medvirke til gennemførelsen af den politik, der allerede er bred enighed om.
Efter flere år som formand for skolebestyrelsen på Haverslev Skole og aktiv på børne- og ungeområdet er det min erfaring, at resultater kun skabes gennem et godt og inkluderende samarbejde. Samarbejdet skal ske mellem de, der arbejder med vore børn og unge i det daglige.
Som politikere skal vi lytte til forældrebestyrelser, dagplejere, pædagoger, lærere, ledere og andre, som omgås børn og unge i det daglige. Derfor skal det prioriteres, at vi som politikere bruger tid på at besøge vore institutioner i kommunen. Vi skal lytte til og bakke op om de gode ideer og tiltag, som medarbejderne i vore institutioner ønsker at gennemføre for at føre børnepolitikken ud i livet. Vi skal lytte til og inddrage forældrene i processen, og vi skal i det hele taget være opmærksomme på alle de muligheder, der ligger i at iagttage alle processerne langs ”den røde tråd”.
Som politikere skal vi være det enzym, som får processerne i gang og således i sidste ende skabe resultaterne gennem et godt samarbejde.
Jeg glæder mig til et samarbejde med andre politikere, forvaltning, ledere, pædagoger, lærere og ikke mindst forældre omkring Rebilds børne-unge politik.
Det skal derfor heller ikke skorte på en opfordring til alle forældre om at involvere sig i deres børns institutioner og skoler – f. eks. ved at indtræde i forældrebestyrelserne. Aktive og engagerede forældre er vigtige led i børnepolitikkens røde tråd.
Af Peter Bak
Kandidat til kommunalvalget,
opstillet af Venstre i Rebild.

