- Tirsdag, 23. april 2013
I forbindelse med sin fagprøve, inviterede Mads Thorhauge, der er elev hos Wagner i City Centret, til rigtig ”drengerøvsaften” torsdag den 18. april.

Mads Thorhauge havde i forbindelse med sin fagprøve arrangeret en succesfuld ”drengerøvsaften”.

Pølsevognen var godt besøgt.

Udenfor butikken var 10 Harley Davidson-motorcykler udstillet.

Til sin fagprøve havde Mads Thorhauge valgt at lave en event med Levi’s som aftenens hovedbrand, med gennemført Levi’s-stil i hele butikken og med masser af hygge, super gode tilbud, mulighed for at vinde et lækkert sæt tøj samt ølsmagning.
For at give den helt rigtige stemning, var Wagner da også fyldt med olietønder, bildæk, og udenfor butikken stod der 10 Harley Davidson-motorcykler fra Støvring MC. Pølsevognen var også på plads, så de mange glade kunder kunne få stillet deres sult.
Mads Thorhauge kan se tilbage på en helt forrygende og succesfuld ”drengerøvsaften” med mange positive tilkendegivelser på sin fagprøve.
Mads Thorhauge startede sin karriere i City Tøj/Wagner med en 9. klasses praktikperiode, da han var 15 år. Om den uge, fortæller Mads, at det var en rigtig god uge, hvor han fik lov til at hjælpe med næsten alt.
Kort tid kontaktede medindehaver Uffe Guldborg Mads og herefter blev han ansat som arbejdsdreng hver torsdag, fredag og lørdag.
Kort tid efter fik Mads tilbud om, at få en læreplads, når han havde bestået sin HG på Aalborg Handelsskole. Efter 9. klasse tog Mads Thorhauge derfor direkte på Handelsskolen i to år og kom bagefter i lære hos Wagner.
- Jeg er den første elev, som Uffe og Henrik har i Wagner-regi. Jeg har taget mine skoleophold i elevtiden i Aarhus på Skåde Handelsfagskole. Det har jeg den dag i dag ikke fortrudt, for ellers kommer man på den lokale Handelsskole, hvor alle detailelever er.
Skåde Handelsfagskole har linjer, det vil sige, at dem jeg gik i klasse med på mine 4 ophold kun var Wagner-elever. Det betyder, at man koncentrerer sig 100 % om det, man skal lære og arbejde med”, fortæller Mads Thorhauge og fortsætter:
- Forløbet som elev i Wagner Støvring har været helt fantastisk, og jeg er rigtig glad for at være i butikken. Det er et udfordrende arbejde, da man har med alle slags kunder at gøre.
Forretningen består af en habit afdeling, en herre afdeling og en ung afdeling og bag mig har jeg et fantastik godt team, nemlig Uffe og Henrik, der sammen har drevet herretøjsforretningen i næsten 23 år.
Mads skal til eksamen den 18. juni og er herefter uddannet salgsassistent. Hans sidste dag i Wagnerbutikken i Støvring er den 14. august 2013.
Rasmus, som er arbejdsdreng nu, bliver den nye elev, og han overtager Mads’ plads fra den 15. august 2013.

