Naturvejleder Søren Risborg fortalte med stor entusiasme om bl.a. fuglestemmer og vegation i Oplevkrattet.

Søren Risborg fandt en ræv frem fra tasken.

Efter turen i skoven blev der budt på aftensmad.

OPLEV: Oplev har gennem Rebild kommunes projektpulje til landsbyer søgt og fået midler til at gennemføre fire årstidsture i Oplevkrattet guidet af naturvejleder Søren Risborg.

Tirsdag den 28. juni blev der lagt ud med en skøn sommertur, som Søren havde givet temaerne: ”Fuglestemmer, vegetation og hvad vi ellers ser og finder”.
Alle bosiddende omkring Oplevkrattet var inviteret med. Der var flot opbakning af 73 deltagere, så det var så som så med at høre fuglestemmer, men Søren Risborg gik fint igennem. Søren Risborg vekslede godt imellem små historier/informationer og vandring i skoven, så alle kunne være med.

Deltagerne hørte gærdesmuttens sang, Søren tændte ild med Tøndersvampen (fyrresvamp, som man aldrig skal tage med sig indenfor i huset!), fandt gærdesmutrede i vanris på et egetræ, så uglespor, så rævegrave – og her fandt Søren Risborg lige en ræv frem fra tasken. Han viste, hvordan ræven graver sin grav, og da tilhørerne spurgte til forskellen på rævegrav og grævlingegrav, så havde Søren også lige en grævling i tasken. Han viste os de forskellige gravemetoder, så man for eftertiden kan skelne mellem ræve- og grævlingegrav. Ræven er i familie med hunden, og sådan en var med på turen, mens grævlingen er i familie med måren – sådan en havde han også lige med i tasken. De flotte skind med hoved, ben og kløer skabte stor succes hos specielt børnene. Jubel var der også hos børnene, da de fandt et par frøer, som Søren kunne fortælle var butsnudede frøer.  Det var virkelig natur i 1. række.
På den sidste strækning, blev der samlet hyldeblomster, som skulle bruges til dessertpandekager!

Vel tilbage i Oplev, blev der budt på aftensmad bestående af lækre ørreder foræret af Niels Moes. Søren Risborgs medhjælper, Tang, havde tilberedt dem, mens  alle var i skoven. Tilbehøret havde beboere i Oplev forberedt.
Mens der blev snakket på kryds og tværs af skel og byer, så hyggede børnene sig mindst ligeså godt i hoppeborgen.

Tiden fløj af sted, og hyldeblomstpandekagerne kom først i gryden ved halv ni tiden, så det var ved at være sent for børnefamilierne, men det eneste, børnene var sure over, var, at de nu snart skulle hjem.


e-max.it: your social media marketing partner