Hos sundhedscentret er man på mission for sundere lunger, når borgere i Rebild Kommune onsdag den 20. november 2013 kan komme til Åbent Hus arrangement. Arrangementet er i anledning af den Internationale Lungedag, som Danmarks Lungeforening står bag.

STØVRING: Ca. en million danskere lider i større eller mindre grad af astma, KOL (kronisk obstruktiv lungesygdom) eller en sjælden lungesygdom, og alt for mange ved ikke, at de er syge. På Lungedagen tilbydes alle danskere et gratis lungetjek, når Danmarks Lungeforening sammen med apoteker, kommuner, hospitaler og praktiserende læger over hele landet deltager i missionen for sundere lunger.

Få målt din lungefunktion
KOL tager livet af mere end omkring 6.000 danskere hvert år. Hos Center Sundhed er man klar over, hvor vigtigt det er at sætte fokus på lungesundheden og skabe betingelserne for, at endnu flere danskere lever med sundere lunger livet igennem. På Lungedagen kan man få målt sin lungefunktion og tale med relevant sundhedsfagligt personale på Sundhedscenteret i Støvring.

Lyt til dine lunger
Åndenød, hoste og følelsen af ikke at ’have nok luft’ er nogle af de symptomer, man kan opleve, hvis man lever med en uopdaget lungesygdom. En lungefunktionstest, også kaldet spirometri, kan hurtigt afsløre, om man har en lungesygdom, eller om man er i farezonen for at få en lungesygdom.
- Symptomer som fx åndenød og hoste forveksles ofte med dårlig kondi, og derfor er der desværre mange, der først kommer til lægen, når op mod halvdelen af deres lungefunktion allerede er væk. Derfor vil jeg opfordre alle, som oplever, at de bliver let forpustede, ofte har slim i luftvejene, har daglig hoste og er rygere eller ex-rygere til at få et lungetjek på Lungedagen, siger Anne Brandt, direktør i Danmarks Lungeforening.

Fakta - om lungesygdomme
430.000 lever med KOL og godt 350.000 med astma
Arbejdsmedicinske undersøgelser viser, at omkring 65.000 danskere har en arbejdsrelateret lungesygdom
Knap 100.000 børn og unge under 17 år har problemer med at trække vejret hver dag på grund af luftvejssygdomme   
Luftvejssygdomme er den hyppigste årsag til indlæggelser på børneafdelinger
Kilde: Danmarks Lungeforening.


e-max.it: your social media marketing partner