Strålende solskin akkompagneret af smuk musik og operasang dannede de ydre rammer, da borgmester Anny Winther i lørdags endelig kunne erklære RebildPorten for åben.

Borgmester Anny Winther bød velkommen.

Per Iversen blæste gang i festlighederne.

Den officielle indvielse blev både blæst i gang og afsluttet af hornblæser Per Iversen. Først på lur og til sidst på trompet med et nummer, han havde lavet specielt til lejligheden.
Borgmester Anny Winther stod for den officielle åbningstale og det var en glad borgmester, der kunne lykønske og takke alle de involverede for den store indsats og det flotte resultat.
En særlig tak gik til Turistbureauet, som har ydet en ekstra indsats i forbindelse med åbningen:
- I har taget begejstret imod ideen om at flytte ud i Rebild Bakker lige fra den allerførste dag. I har knoklet som små heste med både at passe den daglige drift og oveni påtaget jer en masse ekstra opgaver, sagde borgmesteren.
Turistbureauet er netop flyttet fra den gamle Kulturstation i Skørping og ud i nye lokaler i RebildPorten, hvor de skal guide og vejlede de mange besøgende i og omkring Rebild Bakker og Rold Skov.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg især er glad for, at RebildPorten kan tilbyde turisterhvervet større synlighed. Dette hus handler også om erhvervspolitik. Selvfølgelig skal vi da nogle flere kunder i butikkerne, på overnatningssteder og spisesteder, og selvfølgelig skal de blive her noget længere. Alt sammen noget, der vil skabe arbejdspladser, sagde Anny Winther.

RebildPortens navn og virke
Om bygningens navn fortalte borgmesteren:
- Det hedder RebildPorten af flere grunde. Rebild refererer både til Rebild Bakker, Rebild by og Rebild Kommune. Og så er stedet en port eller en dør, fordi bygningen her blot er starten på en oplevelse. Det er meningen, at de besøgende skal videre. Man skal ikke blive ret meget længere, end den tid det tager at få inspiration og viden om naturen og nogle af de mange arrangementer spændende steder, som ligger lige rundt om os.
Også Eske Møller fra RealDania gav RebildPorten rosende ord med på vejen:
- Da vi begyndte dette projekt sammen med Rebild Kommune, satte vi os for at bygge et markant vartegn for stedet. Det må man sige er lykkedes til fulde. RebildPorten gør det simpelthen lettere og mere attraktivt for mange flere at bevæge sig ud og være aktive i naturen. Om man tager en tur på mountainbiken, elsker kanosejlads, ridning eller at fotografere dyr og planter. Eller om man hører til dem, der bare tager traveskoene på en sommereftermiddag og måske nyder en madkurv i den fantastiske natur.
Efter den officielle åbning fik gæsterne mulighed for at få en forsmag på nogle af de mange oplevelser, området byder på. Blandt andet guidede gåture, hestevognsture og underholdning med røverne fra Rold var på programmet.


e-max.it: your social media marketing partner