- Onsdag, 28. november 2012

”Vinderne” levede op til deres holdnavn i drengerække fra 15-17 år.

”Klamme Klemmes Autoselskab” vandt rækken for 13-15-årige drenge.

Pigerækken blev vundet af ”MicMac”.
STØVRING: Lørdag 24. november var 73 af kommunens unge - fordelt på tretten hold - samlet i Arena Himmerland i Støvring for at afgøre Rebild Ungdomsskoles store indefodboldstævne. Der blev dystet i tre puljer: 13-15 år, 15-17 år samt pigepulje med mange entusiastiske tilskuere på lægterne.
Turneringen er et resultat af de unges egne ønsker om flere dyster og konkurrencer skolerne imellem, der kom frem på ungdomskonferencen ”Speak Up!”, som i april afholdtes i selvsamme hal.
- Vi håber, at vi med turneringen kan skabe en ramme, hvor kommunens unge mødes om en fælles interesse på tværs af idrætsklubber, klassetrin, køn og geografi. Og med denne opbakning vil vi da helt sikkert afvikle turneringen igen til næste år, udtaler ungdomsskoleleder Jens Skov Jørgensen.
Planlægning og afvikling af turneringen stod Jesper Schau og Klaus Johnsen fra Bavnebakkeskolen for. De erfarne idrætslærere havde valgt at belønne flotte detaljer i kampene med spurtpræmier ligesom hovedstødsscoringer talte for to mål.
Pigeholdet ”MicMac” fra Karensmindeskolen løb af med sejren i pigerækken. Rækken for 13-15-årige. Drenge blev vundet af ”Klamme Klemmes Autoselskab” fra Bavnebakkeskolen - og blandt de 15-17-årige var ”Vinderne” fra Skørping Skole de dygtige og heldige vindere af sportstrøjer.

