Radikale Venstre i Rebild har valgt at markere starten på EP-valgkampen ved at vise en dansk dokumentarfilm, der på allerbedste vis illustrerer EU som det fredens projekt, EU også er.

”The Agreement” er en fascinerende film om det vanskelige forhandlingsforløb hen imod indgåelsen af en sameksistensaftale mellem de tidligere krigsfjender Serbien og Kosovo.
Forhandlingerne ledes af den karismatiske britiske EU-fredsmægler Robert Cooper, der har sit skab fuld af slips til brug ved enhver lejlighed. I filmen følger man de to landes forhandlere tæt og får et dybt interessant indblik i deres baggrund. Filmen, der er udtaget til at blive vist på Nordamerikas største dokumentarfestival i Toronto i den sidste uge af april, vises i Kinorevuen den 8. maj.
Filmens instruktør Karen Stokkendal Poulsen vil være til stede og deltager i en efterfølgende snak med publikum om filmens tilblivelse og oplevelserne forbundet med at filme tidligere krigsfjender så tæt.
Christian Friis Bach, der netop er valgt som Himmerlandskredsens nye radikale folketingskandidat,  vil også være til stede og bidrage med sine oplevelser om krig og fred i verden.


e-max.it: your social media marketing partner