- Torsdag, 13. december 2012
Rebild Efterskole – Sport & Adventure kaster i årets musical et tilbageblik på de sidste 25 år. I sang, dans, musik og skuespil viser eleverne, hvordan verden så ud såvel lokalt som internationalt. Små episoder fra årene, der gik, er således grundstammen i årets musical.

Der blev øvet hårdt inden opførelsen fredag den 7. december.

Berlinmurens fald var en af de episoder, som eleverne på Rebild Efterskole – Sport & Adventure havde med i årets musical.
REBILD: Eleverne begyndte deres forberedelser på musicalen for 14 dage siden. Skuespillerne så for første gang manuskriptet, musikerne noderne, kulissegruppen så et løst udkast til de kulisser, der skulle bruges, osv. De forskellige grupper og værksteder har arbejdet ihærdigt, men i den indledende fase hver for sig. Hele uge 49 var sat af til at få lært replikkerne udenad, og i det hele taget få alt til at hænge sammen.
I stykket kom eleverne omkring vidt forskellige emner som Berlinmurens fald, EM i ’92, Bjarne Riis’ sejr i Touren, 9/11 og rydningen af ungdomshuset i 2007, for så at samles i nuet på Rebild Efterskole. Det var nemlig to 25 år jubilarers reunion, der blev skildret i musicalen.
Musicalen på Rebild Efterskole – Sport & Adventure var tænkt som et afbræk fra den almindelige undervisning på skolen, hvor almindelige skolefag og idræt traditionelt fylder rigtig meget.
Eleverne har i musicalen haft ansvaret for hver deres område - og arbejdet mod et fælles mål. Hele forløbet har medvirket til at styrke fællesskabet og samtidig har eleverne spillet ind med deres individuelle kompetencer og dermed har alle følt et medansvar for, at det hele skulle gå op i en højere enhed.

